Weekendavisen /Bøger side 15
HENRIK WIVEL
Fre. den 16. okt. 2009
Sædeskildring.
Portugals prisbelønnede forfatter og mangeårige nobelpriskandidat,
Agustina Bessa-Luís, har skrevet en meget morsom bog om sit melankolske
land. Det hele set igennem en slægt af ugidelige, promiskuøse
mænd og intrigante kvinder - og så Rembrandt.
I 1642 malede Rembrandt sit mægtige skilderi, der siden hen - på
grund af eftermørkningen af billedets fernis - fik titlen Nattevagten.
Oprindelig hed billedet Kaptajn Frans Banning Cocqs militærkompagni
bryder op. Det næsten 4x5 meter store maleri, der i dag pryder
endevæggen i Rijksmuseums centrale galleri i Amsterdam, er malet
på et tidspunkt i Rembrandts liv, hvor han netop havde mistet sin
hustru Saskia, og hvor han var på vej til at gå fallit efter
en række fejlslagne investeringer, og efter at have levet aldeles
over evne.
Det spektakulære billede er da også fuldt af besynderligheder.
For hvad er det, vi er vidne til. En marchordre? Og i så fald til
hvad? Et bryllup, en parade eller en eskorte? Bag kaptajn Banning Cocq
og hans løjtnant Willem van Ruyterburgh i billedets forgrund hersker
der kaos. Hele kompagniet er ved at bryde op i munter forvirring. De ser
snarere ud, som om de skal til fest, eller som om de er fuldkommen ligeglade
med den ordre, de har modtaget. De er hver især optaget af deres
eget. Billedets barokt dynamiske komposition afslører også
en lille lysende kvindeskikkelse - der bærer Saskias træk
- der med en slagtet hane og måske en pistol løber igennem
mængden. Og bagerst i billedets gyldne snit har Rembrandt afbildet
sig selv som fanebærer. Det er et billede, der ikke er behersket
af militær autoritet, men derimod synes at rumme gedulgte hemmelige
længsler efter lykke - og måske også efter sammenbrud
og frigørelse.
Portugisisk litteraturs store gamle dame, Agustina Bessa-Luís (f.
1922), bruger Rembrandts Nattevagten som visuel klangbund og
eksistentiel metafor for sin krønike om slægten Nabasco,
der strækker sig over det meste af det 20. århundrede med
Nellikerevolutionen i 1974 som skæringspunkt. Den er en klassisk
forfaldshistorie henlagt til Porto og området Trás-os-Montes
nord for Douro-floden, der også er forfatterens fødeegn.
Det er her den højborgerlige Nabasco-slægt har erhvervet
sine herregårde og Quintas og igennem århundreder har grundlagt
et gyldent dynasti på baggrund af ”slavehandler, alliancer,
bestikkelser og sammensværgelser”.
Undervejs mod nutiden har slægten modtaget en gave i form af en
kopi af Rembrandts Nattevagten i fuld skala. Det enorme lærred får
plads på de skiftende herregårde, og alt som slægtens
økonomi undergraves, tillægges maleri stadig større
værdi, og til sidst mener familien, det er ægte. Ved den socialistiske
revolution må maleriet rulles sammen og gemmes væk, og da
familien må prisgive deres aristokratiske besiddelser til rural
tourism og almindeligt forfald, får Nattevagten plads i
den isenkræmmer-parvenu-villa i Portos udkant, der bliver sidste
stadie i Nabasco-slægtens forfaldskurve. Billedet kan kun hænge
i hallen, hvor kaptajn Banning Cocq modtager alle, der kommer på
besøg.
MEN det er også her, at Nabasco-familien træder ud af lærredets
viltre kaos, så at sige, og forvandler lærredets statiske
tableau til levende mennesker af kød og blod. I den treleddede
slægtskrønike er barnebarnet Martinho hovedperson. Han opdrages
af sin mormor Maria Rosa, der tager ham under sine vinger, da hans mor
Patricia stikker af med en sømand. Med Agustina Bessa-Luís'
kærligt sarkastiske og livserfarne fortællestemme, hedder
det om den intrigante Maria Rosa, at ”hun elsker andres synder,
for de lindrer hendes egne.”
Og synder er der nok af i Nabasco-familien, hvor mændene er promiskuøse,
ødsle og ansvarsløse, og kvinderne dominante, nydelsessyge
og fuldkommen hensynsløse. Martinho står som en solitær
søjle - er han manden med fanen i Rembrandts billede? - i dette
slægtsvirvar af potentielle arvinger, fallerede patriarker, tjenestefolk,
huslæger, advokater og forkælede børn. Martinho er
som en zombie eller mutant, en anomali, der, alt som alderen, ugideligheden
og mageligheden rammer ham, ”driver rundt i et hav af kedsomhed.”
Agustina Bessa-Luís' skildring af denne tilsyneladende lidenskabsløse,
melankolske og ensomme skikkelse er mesterlig, og minder om en tilsvarende,
hun gav i en af sine seneste romaner i dansk oversættelse, En
hund der drømmer fra 2001. Martinho er for doven til at skabe
noget, bringe slægten i frugtbart skred og tvinger afgørelser
frem i andre. Da Maria Rosa sørger for, at han bliver gift med
sin lille lysende Saskia, tjenestepigen Judite, bliver ægteskabet
frugtesløst og barnløst. Han kan ikke engang mobilisere
jalousien, da hun forsøger at være ham utro, og dermed heller
ikke tilgivelsen. Ӯgteskabet med Judite forekom ham passende,
fordi det var en del af legen med frivole ting, som egentlig ikke forstyrrede
hans dybe koncentration,” som Agustina Bessa-Luís skriver.
Martinho er fjern, indifferent og indolent, en moderne variant af Portugals
store erobrer, Henrik Søfareren, der sendte sine skibe ud over
kloden, og efterlod kvinderne på kysten med deres klagesang og saudade.
Også Martinho længes hele tiden bort mod en anden verden,
en anden tid og de gamle ruinøse herregårde i Trás-os-Montes,
han ender med at arve. Han er en del af den maskuline portugisiske sjæl
fuld af genstandsløs længsel. Sit blik retter han mod Nattevagtens
dunkle mørke, der ligesom kærligheden, synes at rumme hemmeligheder
og fortryllelse. Til sidst bliver billedet en besættelse for ham
af dæmonisk inspirerende art, der truer med helt at sluge ham.
MEN Agustina Bessa-Luis er en usentimental forfatter. Selv om hun mobiliserer
sociologen Georg Simmels klassiske studie Rembrandt. Ein kunstphilosophischer
Versuch (1985) i fortolkningen af billedet, er hun samtidig ikonoklast,
en billedstormer. Illusionerne skal brydes ned, sløret rives fra
øjnene. Hun forguder hverken kunstværker - eller mennesker.
Hun lever med deres fejl og mangler, deres svaghed i kødet, deres
dominante træk, ikke mindst kvindernes. I et interview givet til
et fransk magasin for et par år siden, sagde hun: "Mænd
er jo omsluttet af kvinder. Så snart de kommer til verden, er der
en mor, en moster, en kusine til at tage sig af dem, og før i tiden
var der også tjenestepigerne. De første års opdragelse,
også mændenes, er altid kvindeligt præget."
Det er nøglen til Martinhos tragiske skæbne i Nattevagten,
der gives her. Hendes roman er - som flere af hendes øvrige bøger
- skrevet i kredsgang. Temaer slås an, forlades - og genoptages.
For sådan er livet. En arabesk og en række gentagelser, hvor
meget få lærer af de erfaringer, som gøres undervejs.
Men skildringen er fordomsfri og indforstået, ja ligefrem kærlig
med sin umådelige indsigt i menneskers dårskab. Savner Martinho
lidenskab og kærlighed, og derfor evnen til tilgivelse, så
savner Agustina Bessa-Luís hverken lidenskab, sanselighed eller
forsonende humor. Hun er generøs i omgangen med mennesker og fortællinger.
Hendes stil er lærd og fuld af litterære og historiske referencer,
men den er tillige umiddelbar og omsorgsfuld, som en bedstemors leg med
sit barnebarn. Nattevagten virker testamentarisk, man kan ikke
forestille sig, at Agustina Bessa-Luís skulle magte at iscenesætte
en rigdom af levende og pulserende prosa som denne en gang til. I den
portugisisktalende verden har hun modtaget den fornemste pris i nationaldigteren
Luís de Camões' navn. Med Nattevagten og sit samlede
forfatterskab er hun en nobelpris værdig. Her er nok til en hel
bogsæson.
Agustina
Bessa-Luis: Nattevagten.
Roman. Oversat efter "A Ronda da Noite" med noter af Jorge Braga.
350 sider. Vejl. Pris kr. 350. Forlaget Ørby.
tilbage til bogen
tilbage til forside
