Politikens anmeldelse af "Barbariet tur retur", 22. maj 2005

De hvide slaver

Europæere har ikke til alle tider været de overlegne, viser en række danske og udenlandske bøger om hvid slavehandel.

FRA 1500- til 1800-tallet blev op mod en million europæere taget som slaver af kapere fra de såkaldte Barbareskstater, det vil sige Marokko, Algeriet, Tunesien og Tripolis (Libyen), som formelt var en del af Osmannerriget. Områdets navn, på engelsk "Barbary Coast", kommer af "berber", som igen faktisk er det arabiske ord for "barbar". Kaperne var en slags statsautoriserede sørøvere, og tilfangetagelsen var en hårdhændet form for beskatning. Helst frigav man fangeren mod en løsesum, men hvis ingen kunne eller ville betale det krævede, solgte man dem i stedet som slaver. Hvordan de derefter levede (og hvor længe), afhang i høj grad af, hvor de havnede. En hustjener i en familie eller en ung kvinde gift med en rig muslim havde gode chancer. Man kunne også som I Hark Olufs gøre karriere og blive frigivet. Men blev man sat til tvangsarbejde på et af de mange fyrstepaladser, fik slid, pisk og bastonade snart bugt med. selv de stærkeste.

De fleste fanger stammede fra Spanien, Italien og Frankrig og blev ikke taget til fange til søs, men ved raids på deres kystnære landsbyer, en teknik korsarerne senere demonstrerede så langt væk som Island, hvor 380 mennesker i 1627 blev kidnappet og ført til Algier. Blandt dem var den lokale præst Ólafur Eigilsson, som dog snart blev frigivet for at tage tilbage og indsamle løsepenge. Men der var trediveårskrig og trange tider, og kun en lille del slap fri, deriblandt præstens kone. Børnene, hvoraf det yngste var født påvej til Afrika, så de aldrig igen. Eigilssons beretning, skrevet på islandsk og oversat til dansk, danner grundlag for Jens Riise Kristensens engagerede og flot illustrerede "Barbariet tur retur". Den islandske præst viste sig som en god iagttager. Efter at have beskrevet, hvordan æsler og kameler så ud (det kunne hans islandske og danske læsere jo ikke vide), tilføjer han: "... men jeg så der ingen arbejdsvogne". Forklaringen kendte han naturligvis ikke: I Mellemøsten og Nordafrika lykkedes det aldrig at udvikle et brugbart seletøj. Derfor opgav man at bruge hjulet til transport. Kamelerne var simpelt hen mere effektive som lastdyr end som trækdyr.

Eigilsson og hans islandske lidelsesfæller var ikke de eneste danske slaver i Nordafrika, som det fremgik af en udstilling på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg i 2003-04. I tilknytning til den udkom "Pirater og kristne slaver", udarbejdet af en gruppe historiestuderende under ledelse af historikeren Martin Rheinheimer fra Syddansk Universitet, der selv har skrevet mere udførligt om Hark Olufs ('Der fremde Sohn. Hark Olufs' Wiederkehr aus der Sklaverei', 2001). Det er imponerende, hvad det er lykkedes at få med i det smukt illustrerede hefte, og det kan anbefales som en fortrinlig introduktion til emnet.

Nu VAR EUROPÆERE i fangenskab hos muslimer ikke noget nyt. Det overgik mange deltagere i middelalderenskorstog, blandt dem den bayerske væbner Johann Schiltberger, der efter nederlaget ved Nikopolis i 1396 ganske vist slap for at blive henrettet, fordi han kun var 14, men som til gengæld tilbragte mere end tredive år som slave hos mongolen Timur Lenk og andre muslimske herskere. Også han skrev sine erindringer, der nu er oversat til dansk, og som det er sædvanligt for genren, består de af et miskmask af selvoplevet og afskrift fra andre. Det interessante er, at de rummer mange hverken fjendtlige eller fordømmende bemærkninger om religion og samfund hos kristendommens arvefjende.

Men det er korsarslaverne, der p.t. påkalder sig mest opmærksomhed i forskningen. Briterne har opdaget, at dengang de begyndte at synge "Rule Britannia" med det manende omkvæd "Britons never shall be slaves", var det lige netop, hvad flere tusind af dem var. Giles Milton har i 'White Gold' genfortalt den ovenfor omtalte Thomas Pellows erindringer, og det er der kommet en veloplagt, omend noget langtrukken bog ud af (ti torturscener virker nu engang ikke ti gange så stærkt som én). Milton gør meget ud af den marokkanske baggrund, men han savner blik for den større sammenhæng.

Man kan mene, at der er en god portion hykleri i den pludselige interesse for sørøvere og hvide slaver. En engelsk nationalhelt som Francis Drake var selv kaper, for ikke at sige pirat. Briterne var stærkt involveret i at bringe 12-15 millioner afrikanske slaver til den ny verden, og i slaveriet selv; der blev importeret fire gange så mange slaver til sukkerplantagerne i Britisk Caribien som til de amerikanske sydstater. Og danskerne havde jo også i det små en slaveøkonomi på de vestindiske øer. Faktisk viser det sig, at en af Hark Olufs fætre var slavekaptajn.

Men som Linda Colley viser i sin brillante bog "Captives", er der en anden og måske mere interessant pointe, nemlig at briter så længe bliver taget til fange, ikke blot omkring Middelhavet, men også i Amerika og i Indien. Europæerne var ikke uden videre overlegne overalt, og selv i Afrika havde slavehandelen ikke været mulig uden lokale allierede. Alligevel kunne briterne måske have gjort mere, men de havde brug for osmannerne som allierede mod Spanien og Frankrig, og i øvrigt var korsarerne til størst gene for irriterende småstater som Danmark. Selv efter at USA og Storbritannien ramboagtigt havde ladet flåder bombe diverse byer og derpå erklæret krigen mod terror for vundet - Jefferson i 1803, briterne i 1816, under en admiral der var i familie med Thomas Pellow - måtte de fortsat betale de faste afgifter, der var trådt i stedet for løsepenge. Det samme gjorde Danmark indtil 1845.

En del fanger konverterede til islam, af tvang eller overbevisning. En fast figur i de mange memoirer er renegaten, som man møder enten i land eller som korsar (mange af fangerne var jo sømænd). Det var pinligt, og de gejstlige ghostwriters prøvede at skjule eller undskylde det, men for mange fra underklassen var der bedre karriere muligheder i Nordafrika end hjemme, og hårde korporlige straffe risikerede de begge steder.

Et andet træk, der forvirrede det traditionelle fjendebillede, var, at de gesandter, der blev sendt til Europa, var værdige, dannede og selvbevidste og faktisk var tilbøjelige til at betragte europæerne som en smule uciviliserede - se blot Pilos portræt af Mahmut Aga fra Tripolis, malet i København i 1757. Men i det lange løb kunne nordafrikanerne ikke hamle op med Vestens teknologi og modernitet. De blev ved med at bytte fanger for kanoner i stedet for at lære at fremstille dem. En dansk konsul sammenlignede i 1805 Marokko med Palæstina "på patriarkernes tid". At slavehandel og slaveri var en blindgyde, det fandt efterhånden selv briter og amerikanere ud af. Fremtiden lå i kapitalisme og lønarbejde, i fabrikker og forbrug. Fra den udvikling blev Mellemøsten og Nordafrika hægtet af, selvom de begyndte at bruge hjulet igen.

JENS RAHBEK RASMLtSSEN boger@pol.dk




Tilbage til forside