Dette
arrangement for teater er resultatet af en snedig og alvorlig
læsning af Kierkegaards tekster; den som giver titlen
til stykket - "De umiddelbare erotiske stadier"
- "En forførers Dagbog" og andre overvejelser,
tanker og memoirer, samt min forståelse af hans liv og
drama.
Man ser i hvor høj grad Kierkegaard var en usædvanlig
mand, som led under at "være et geni i en provinsby".
Vreden han tændte, blæst op af misundelsen og af den etablerede
orden, kunne kun måles med nydelsen ved at udfordre den.
Forelskelsen i Regine Olsen og den omtumlede beundring
for faderen (en frygtelig patriark tillempet bibelsk størrelse)
virker som en feber, hvor igennem man opdager livsnerven
og står ansigt til ansigt med med døden, med menneskets
største kald, som er dødens eget kald.
Dette er en hyldest til Søren Kierkegaard, en adelig sjæl,
en dårlig borger, men virkningsfuld med vildfarelser som
med sandhed.
Gid scenetæppet vil være ham nådig og de skrå brædder
ikke knirker under hans skelet iført Don Giovannis skikkelse.
Måske vil dette aldrig blive spillet, måske vil det en
dag. Vor forståelse er perfekt, den leves ikke af bryllupsløfter.
Som Mozarts musik, noget så umiddelbart at det ikke kan
kaldes følelse, men blot kunst.
Uddrag
af skuespillet:
DON
JUAN
Hvergang
jeg møder denne lille mand bliver jeg ude af mig selv
af raseri. De tanker han vover at lufte giver mig dårlige
nerver. Til hvem der vil lytte siger han nu, at Don
Giovanni hører til kristendommen. Jeg regnede mig selv
for en hedning og så kommer denne dærling med den slags.
Og mere endnu: Han forsikrer, at forlovelser er ren
og skær djævelskab, fordi han vil indføre moralen dér,
hvor det kun handler om livskunst. Alle har fået nok
af ham. For mit vedkommende er det oprørende. Middelalderens
ridderlighed var kun en svag modstander for det åndelige,
siger han. Så dukkede jeg, Don Giovanni, op, med den
sensualitet som alle kender og som kaster sig ud i en
kamp på liv og død med åndeligheden. Don Giovanni er
udtryk for det djævelske i sensuel forstand.
Knægten
overdriver og overdrivelsen er selv det sande udtryk
for det djævelske. Jeg har aldrig overdrevet. Jeg har
holdt mig til at elske alle kvinder, bedrage dem alle,
forlade dem inden jeg kedede dem ihjel. Det drejer sig
om et umiddelbart erotisk stadie og som jeg ser det
følger den stakkels Søren mit eksempel. Han ender som
landsbypræst, der hvor jeg ville ende som familieoverhoved,
havde uheldet ikke forfulgt mig. Sagen er denne: Søren
elsker Regine som en interessant person kan elske et
interessant emne. Som en forfatter elsker sin novelle.
Han helmer ikke før han har givet den en slutning og
jeg tvivler meget på, hvorvidt et bryllup kan tjene
det formål. Hvad vil en forfatter dog ikke rode sig
ind i ved at gifte sig med sin roman? Det tør jeg ikke
tænke på. Djævelen har her utallige motiver til nærmere
studier. Jeg har kun grunde til at klage.
Nu
har Regine forladt byen sammen med tanten. Tanten håber
at kunne tiltrække Søren og den bedste måde er at skille
ham fra Regina. Tanten elsker Søren. Hun regner ham
for et godt parti og synes slet ikke, at han er melankolsk.
Stod
det til mig, havde jeg forlængst forført både Regina
og hendes tante og holdt mig langt væk fra enhver ridderlighed.
Regine er i Jylland. Søren kan ikke lade være med at
rende efter hende. Han tager Frederik med sig som om
var han en rejsetaske. Han er parat til hvad som helst.
Men hvem er forføreren? Noget siger mig, at i denne
historie kommer den stakkels Frederik til at trække
det længste strå.
(Søren
kommer tilbage).
SØREN
Hvad
bestiller ham her? Jeg har aldrig set ham før, men han
forekommer mig bekendt. Er han mon læge? Jeg har kendt
mange læger, skuespillere og cafétjenere. Er han mon
en af dem? Jeg synes, at det her har noget at gøre med
et eller andet, der ind imellem hænder mig pludseligt.
Det pludselige er det djævelske. Så tænker jeg på at
tage i operaen eller en tur i skoven, hvor de væltede
stammer endnu brænder. Deres knitnren giver mig en følelse
af tristhed. Vinden spreder asken og jeg vender hjem
med grålige skuldre. Min tjener ser på mig som var jeg
sindsyg. |