DON JUAN

Hvergang jeg møder denne lille mand bliver jeg ude af mig selv af raseri. De tanker han vover at lufte giver mig dårlige nerver. Til hvem der vil lytte siger han nu, at Don Giovanni hører til kristendommen. Jeg regnede mig selv for en hedning og så kommer denne dærling med den slags. Og mere endnu: Han forsikrer, at forlovelser er ren og skær djævelskab, fordi han vil indføre moralen dér, hvor det kun handler om livskunst. Alle har fået nok af ham. For mit vedkommende er det oprørende. Middelalderens ridderlighed var kun en svag modstander for det åndelige, siger han. Så dukkede jeg, Don Giovanni, op, med den sensualitet som alle kender og som kaster sig ud i en kamp på liv og død med åndeligheden. Don Giovanni er udtryk for det djævelske i sensuel forstand.

Knægten overdriver og overdrivelsen er selv det sande udtryk for det djævelske. Jeg har aldrig overdrevet. Jeg har holdt mig til at elske alle kvinder, bedrage dem alle, forlade dem inden jeg kedede dem ihjel. Det drejer sig om et umiddelbart erotisk stadie og som jeg ser det følger den stakkels Søren mit eksempel. Han ender som landsbypræst, der hvor jeg ville ende som familieoverhoved, havde uheldet ikke forfulgt mig. Sagen er denne: Søren elsker Regine som en interessant person kan elske et interessant emne. Som en forfatter elsker sin novelle. Han helmer ikke før han har givet den en slutning og jeg tvivler meget på, hvorvidt et bryllup kan tjene det formål. Hvad vil en forfatter dog ikke rode sig ind i ved at gifte sig med sin roman? Det tør jeg ikke tænke på. Djævelen har her utallige motiver til nærmere studier. Jeg har kun grunde til at klage.

Nu har Regine forladt byen sammen med tanten. Tanten håber at kunne tiltrække Søren og den bedste måde er at skille ham fra Regina. Tanten elsker Søren. Hun regner ham for et godt parti og synes slet ikke, at han er melankolsk.

Stod det til mig, havde jeg forlængst forført både Regina og hendes tante og holdt mig langt væk fra enhver ridderlighed. Regine er i Jylland. Søren kan ikke lade være med at rende efter hende. Han tager Frederik med sig som om var han en rejsetaske. Han er parat til hvad som helst. Men hvem er forføreren? Noget siger mig, at i denne historie kommer den stakkels Frederik til at trække det længste strå.

(Søren kommer tilbage).

SØREN

Hvad bestiller ham her? Jeg har aldrig set ham før, men han forekommer mig bekendt. Er han mon læge? Jeg har kendt mange læger, skuespillere og cafétjenere. Er han mon en af dem? Jeg synes, at det her har noget at gøre med et eller andet, der ind imellem hænder mig pludseligt. Det pludselige er det djævelske. Så tænker jeg på at tage i operaen eller en tur i skoven, hvor de væltede stammer endnu brænder. Deres knitnren giver mig en følelse af tristhed. Vinden spreder asken og jeg vender hjem med grålige skuldre. Min tjener ser på mig som var jeg sindsyg.