Ringergården 9, 1.tv.
DK 2400 København NV
 
Tlf.:
+45 2721 5832

e-mail
 

 
Anmeldelse af ABRAHAMS DAL
i Jyllands Posten den 17. oktober 1997 		 
af Hans Otto Jørgensen

Den portugisiske forfatter Agustina Bessa-Luís roman "Abrahams dal" er historien om Ema, en kvinde af faretruende skønhed.
Hun gifter sig ung. Med den noget ældre, halvkedelig enkemand, Carlos Paiva. Abrahams dal er den geografiske betegnelse for egnen omkring floden Douro. Miljøet er bondesamfundet. En flok lavadelige vinbønder, altid forgældede, altid med afdrag at betale, i en evig kamp mod stigninger på gødning og lønninger. Carlos Paiva er imidlertid læge, og alene dette forhold taler til Emas fantasi. Men allerede inden bryllupsnatten er der hos hende et stænk af fortrydelse.
Et fornemt bal, som aldrig siden skulle gentages, bliver hendes skæbne. Ema opdager, at kvinderne, hvis status hun ellers kun kan drømme om - trods sin skønhed eller netop på grund af samme - ikke accepterer hende, og da en mand lægger armen om livet på hende, slår hun til.
Ema lever i en skinverden. Hun vil kærligheden, men er ikke i stand til at gribe den. Hun oplever det som en uretfærdighed, men i stedet for at slå sig til tåls, forfølger hun med et sandt raseri det uopnåelige. I forhold til byen er hun "en renskuret provinsianer", men får alligevel ry som "en eksklusiv kurtisane, der dyrker kunst frem for bordeller"
Hendes mand er tolerant, men klodset og irriterende. De får børn, men Ema hengiver sig ikke til moderskabets glæder. Hun vender i stedet igen og igen hjertet "mod risikobetonede lidenskaber, som en løsrivelse fra den middelmådighed, ægteskabet bød hende".
Roman er en erklæret moderne version af Flauberts klassiker "Madame Bovary". Det er et ambitiøst foretagende, men Agustina holder tungen lige i munden og formår at tegne et både forelsket og tragisk-komisk portræt af sin Ema.
Den ene passage efter den anden står så lysende klart, at man får lyst til at citere i en uendelighed. "Hun vidste, at den foragt, man viser nogen, er en form for overvurdering." "Hun dyrkede ensomheden som en slags løfte." "De elskede med hinanden, som man lægger et grødomslag."
Agustina Bessa-Luís prosa er tæt og fyndig. Hun er lige så lidt bange for det banale som for det højstemte, men hun bliver aldrig vulgær. Dertil er hendes retoriske udladninger simpelthen for skarpe. Hendes ræsonnementer, som hun drysser med let hånd ned over siderne, er udtryk for en på én gang melankolsk livsnerve og en benhård moralsk anfægtelse over kærlighedens forråelsen.
   
 

forsiden
bogen
forfatteren