|
|
|
Ringergården 9, 1.tv.
DK 2400 København NV |
|
Tlf.:
|
+45
2721 5832 |
e-mail |
|
|
|
|
|
Anmeldelse
af ABRAHAMS
DAL
i Jyllands Posten den 17. oktober 1997
|
|
|
af
Hans Otto Jørgensen
Den portugisiske forfatter Agustina Bessa-Luís roman "Abrahams
dal" er historien om Ema, en kvinde af faretruende
skønhed.
Hun gifter sig ung. Med den noget ældre, halvkedelig enkemand,
Carlos Paiva. Abrahams dal er den geografiske betegnelse
for egnen omkring floden Douro. Miljøet er bondesamfundet.
En flok lavadelige vinbønder, altid forgældede, altid
med afdrag at betale, i en evig kamp mod stigninger på
gødning og lønninger. Carlos Paiva er imidlertid læge,
og alene dette forhold taler til Emas fantasi. Men allerede
inden bryllupsnatten er der hos hende et stænk af fortrydelse.
Et fornemt bal, som aldrig siden skulle gentages, bliver
hendes skæbne. Ema opdager, at kvinderne, hvis status
hun ellers kun kan drømme om - trods sin skønhed eller
netop på grund af samme - ikke accepterer hende, og da
en mand lægger armen om livet på hende, slår hun til.
Ema lever i en skinverden. Hun vil kærligheden, men er
ikke i stand til at gribe den. Hun oplever det som en
uretfærdighed, men i stedet for at slå sig til tåls, forfølger
hun med et sandt raseri det uopnåelige. I forhold til
byen er hun "en renskuret provinsianer", men
får alligevel ry som "en eksklusiv kurtisane, der
dyrker kunst frem for bordeller"
Hendes mand er tolerant, men klodset og irriterende. De
får børn, men Ema hengiver sig ikke til moderskabets glæder.
Hun vender i stedet igen og igen hjertet "mod risikobetonede
lidenskaber, som en løsrivelse fra den middelmådighed,
ægteskabet bød hende".
Roman er en erklæret moderne version af Flauberts klassiker
"Madame Bovary". Det er et ambitiøst foretagende,
men Agustina holder tungen lige i munden og formår at
tegne et både forelsket og tragisk-komisk portræt af sin
Ema.
Den ene passage efter den anden står så lysende klart,
at man får lyst til at citere i en uendelighed. "Hun
vidste, at den foragt, man viser nogen, er en form for
overvurdering." "Hun dyrkede ensomheden som
en slags løfte." "De elskede med hinanden, som
man lægger et grødomslag."
Agustina Bessa-Luís prosa er tæt og fyndig. Hun er lige
så lidt bange for det banale som for det højstemte, men
hun bliver aldrig vulgær. Dertil er hendes retoriske udladninger
simpelthen for skarpe. Hendes ræsonnementer, som hun drysser
med let hånd ned over siderne, er udtryk for en på én
gang melankolsk livsnerve og en benhård moralsk anfægtelse
over kærlighedens forråelsen. |
|
|
|
|
forsiden
bogen
forfatteren |
|
|
|