Da den unge portugisiske Kong Sebastian forsvandt i ørkenen ved Alcacer Quibir i 1578, vidste han ikke, at han siden skulle blive genstand for en nærmest messiansk heltedyrkelse. Han vidste heller ikke, at han langt senere skulle vende tilbage som hovedperson i en erotisk roman, skrevet med et ironisk glimt i øjet.
Det sidste ville den jomfrunalske og religiøse konge nok også have frabedt sig. Vokset op hos jesuitterne med en medfødt kønssygdom var det ikke ligefrem kvindekønnet, han havde i tankerne, da han drog på sit anakronistiske og tragiske korstog i Nordafrika, hvor næsten hele hæren på 18.000 mand måtte lade livet. I Almeida Farias roman ”Sebastian Erobreren” er han derimod udstyret med et mere end velvoksent lem og en ivrig appetit på kvinder – lige fra han forfører eller måske rettere forføres af sin lærerinde som syvårig.
”Sebastian kaldes også for den længe savnede. Så jeg sagde til mig selv, at hvis vi virkelig ønsker ham så meget, så lad ham dog vende tilbage, og lad ham gøre alt det, han ikke gjorde”, fortæller Almeida Faria, som er i Danmark i forbindelse med genudgivelsen af bogen.
Farias Sebastian kommer på mytologisk vis til live i klippekystens tåge den 20. januar 1954 – samme dag, men 400 år efter sin historiske navnebroder. 24 år senere, på Kongens dødsdag, slår han sig ned som eneboer for at fortælle sin historie. En historie, der bl.a. byder på adskillige kvindebekendtskaber, en politisk klike der hylder ham som den kommende Messias og et ophold i Frankrig, hvor han udfører seksuelle pligter for ”Société pour l´Usage Convenable des Hommes”.
Det er vittigt og vidende med mange litterære, religiøse og historiske referencer - ikke mindst til sebastianismen.

Et irrationelt håb
Da Kong Sebastian forsvandt i ørkenen, fandt man aldrig beviseligt hans jordiske rester. Derfor opstod der snart den myte, at han ville vende tilbage for at fortrænge det spanske overherredømme, som fulgte, da Portugal var uden tronarving. Han ville – som Farias Sebastian – dukke op af tågerne en tidlig morgen som en frelser, der kunne redde nationens ære og gengive landet dets storhed. Myten havde såvel religiøse som politiske elementer i sig, og selv om den ikke forefindes eksplicit i dag, spiller den stadig en vis rolle for den portugisiske selvforståelse, mener Almeida Faria.
Hvad er forbindelsen mellem sebastianisme og messianisme?
”Det er en form for messianisme. Ingen tvivl om det. Inkvisitionen udstødte og brændte mange jøder, men der var stadig mange tilbage i Portugal. De foregav blot at være kristne. Så en stor del af vores befolkning havde jødiske blod, og jeg tror, at deres tradition for messianisme, var en del af sebastianismens styrke. Men sebastianismen var mere politisk end religiøs. Det var en spørgsmål om politisk overlevelse, da vi efter Sebastians død mistede vores uafhængighed i 60 år.”
Kan du give eksempler på, at sebastianismen stadig eksisterer?
”Selv om myten ikke synes særligt levende i dag, dukker den af og til op i form af et irrationelt håb om, at Portugal genvinder sin storhedstid. Efter revolutionen i 1974 blev den militære helt Otelo Saraiva de Carvalho fx udnævnt som den nye Sebastian, der ville give landet dets betydning tilbage. Vi ser den også som en modstand mod et økonomisk stærkt Spanien, der opkøber banker og industri i Portugal, og som et argument imod EU. Vi ved, at vi modtager mange penge fra Bruxelles, men vi frygter at miste indflydelse. Der bliver også lavet mange fadosange om Sebastian, ligesom der er mennesker, der rejser til det sted i Afrika, hvor han døde, og hylder ham ved at tilbringer natten dér.”
Du nævnte fadosangen. Er saudade-begrebet, som forbindes med fadoen, en anden side af sebastianismen?
”På en måde ja. Saudade er længslen efter fortiden, som var en gang. Men også et håb om, at fremtiden blive lige så god som fortiden. Der er altså en slags benægtelse af nutiden”.

Ironi er et farligt instrument
På samme måde, som der synges vemodige fadosange om Sebastian og dermed om landets gyldne fortid, har sebastianismen også spillet en stor rolle i landet litteratur. Fra Luís de Camoes´ klassiske nationalepos ”Os Lusíadas”, som efter sigende inspirerede Kong Sebastian til sit korstog, over modernistens Fernando Pessoas samling ”Mensagem”, hvor hans hylder søfartshelte og konger, deriblandt Sebastian, til Almeida Farias ”Sebastian Erobreren”.
Men hvor Pessoas digte var patriotiske – hvilket dog kun gælder ”Mensagem” og ikke hele hans oeuvre posthumt udgivet under de mange heteronymer – har Faria i sin version af myten behandlet den ironisk. Og det blev ikke vel modtaget i hjemlandet, hvor bogen har solgt mindre, end den har i oversættelse.
”Ironi er et svært og farligt instrument. Daniel Defoe kom fx i fængsel på grund af noget, han skrev i ironisk henseende. Så galt er det ikke gået mig; men jeg blev angrebet fordi, jeg benyttede ironi på så hellige områder som seksualitet og historie.”
Hvordan gav kritikken sig til udtryk?
”På den ene side blev jeg spurgt, om jeg selv var sebastianist. På den anden side blev jeg anklaget for at gøre grin med Kong Sebastian. Kritikerne vidste ikke, om jeg var seriøs eller spøgte. Men det er jo netop kvaliteten ved ironi, at det kan læses på flere måder.
Men hvorfor denne modtagelse?
”Vi har ikke den samme tradition for ironi, som I fx har. Vi var en stor og rig nation, som aldrig har accepteret at være lille. Et fattigt land, men med et rigt lands mentalitet – lidt ude af proportioner”, slutter Almeida Faria, der faktisk ser modtagelse af bogen som endnu et bevis på, at sebastianismen ikke er død.

Fakta
Almeida Faria er født i Alentejo i 1943 og er lærer i æstetik ved Lissabons Universitet. I 1962 fik han som 19-årig sit gennembrud med romanen ”Rumor Branco”, og han har siden da udgivet en halv snes romaner og skuespil, som bl.a. er oversat til fransk, engelsk, ungarnsk, italiensk, hollandsk og svensk – deriblandt en tetralogi om en familie fra Alentejo i tiden omkring revolutionen. Seneste roman er ”O Conquistador”, som udkom på dansk i Jorge Bragas oversættelse i 2002. ”Sebastian Erobreren” er netop blevet genudgivet i 2. oplag på Forlaget Ørby.
Faria skriver for tiden på en fortsættelse.


Kommunebiblioteket Almeida Faria i Montemor-o-Novo, Alentejo.

Tilbage til top