Dovenskabens natur
Agustina Bessa-Luís' roman er alle pengene værd - med en hovedperson, der er doven som en hund, og en forfatter, der skriver som en drøm.

Af Benn Q. Holm
Portugisisk litteratur er andet end Fernando Pessoa og José Saramago. For eksempel Agustina Bessa-Luís, født 1922 i Nordportugal, og slet ikke noget dårligt bekendtskab.
Bessa-Luís trækker på arven fra Kafka og Marcel Proust. Det er der jo mange der gør, eller rettere har gjort, men den gamle dame forvalter heldigvis den store arv med betydelig originalitet og sproglig virtuositet.
'En hund der drømmer' er en rent ud sagt mærkelig roman, hvor det ofte virker, som om fortælleren kun er ude på at forvirre læseren. Som der betegnende står i forbindelse med hovedpersonen og 'hunden' Léon Geta på romanens sidste side:
'Sladder, som ellers rammer alt og alle, blev han skånet for; måske forstod man at hans rolle i tilværelsen ikke havde format, og at han derfor var harmløs. Eller hvad ved jeg!'
Ja, når fortælleren ikke ved det, hvem ved det så. Men det er nu heller ikke pointen. Eller også er det netop meningen (med galskaben); at definitionen på et menneskeliv hele tiden er flydende, ikke udflydende, men blot uden facitliste.
Léon Getas driverliv er kun et af emnerne i denne bog. Udklækket af Portos borgerskab går han gennem livet uden at løfte en finger. Hans unge kone, Maria Pascoal, som han giftede sig med af temmelig uklare årsager, omkom som 25-årig i en bilulykke og det følelsesmæssigt ufuldbyrdede ægteskab forfølger ham resten af livet.
En dag finder man i hendes efterladenskaber et manuskript som tilskrives Léon Geta og bliver en bestseller.

Fuld af gentagelser
Såvidt det tynde plot, som vist mener tjener som en undskyldning for at undersøge såvel dovenskabens som erindringens natur. Eller ligegyldighedens, for den sags skyld, for Léon Geta er aldeles upåvirket af Salazars diktatur eller blomsterrevolutionen i 1975. Alt, og især kærlighed, preller af på denne blanding af et moderne massemenneske og et sløvt borgerdyr.
'En hund der drømmer' er fuld af gentagelser. De samme scener og begivenheder vendes og drejes, men hver gang med en lille ny nuance. Igen og igen hører man om Maria Pascoal, eller den klike af bohemer som Léon Geta tilhørte i Porto inden han solgte alt efter konens død og slog sig ned i Lissabon.
Gentagelser der nærmer sig det ulidelige. Men tingene var alligevel ikke helt, som de fremstod ved første syn. Det er her Bessa-Luís' realisme tager en drejning mod noget som ligner en slags fantastisk, men som måske er erindringens natur - den erindring og de minder, som man broderer på og fortolker livet igennem.
Léon Geta er dog for doven til at gøre noget ved alt dette, selv konens roman orker han dårligt at læse. Han har ikke destomindre energi nok til at påtage sig æren for værket - medmindre det er fordi han ikke orker at frasige sig rollen som ophavsmand.
Skal man kaste sig ud i Agustina Bessa-Luís' svære roman - og det anbefales - skal man være forberede på en masse hvis'er og måske'er, men også glæde sig til mødet med en stor forfatter.
Hendes både rå og melankolske menneskeklogskab er til at føle på, romanen er på én og samme tid et stykke portugalshistorie med duftende beskrivelser fra Porto og Lissabon, en forunderlig undersøgelse af kedsomhed og laden-stå-til, og sidst men ikke mindst en bog der strutter af modent klarsyn og aforistiske guldkorn.


Retur til top