TÅRNET

Jeg har lige været oppe i Montaignes tårn, hvor han formentlig har skrevet en del af sine Essays. Jeg spekulerer på, hvad stiller man op med den strøm af følelser der udløses ved tanken om en mand så klog, at han låser sig selv inde. Intet kan overgå det, når det handler om at nyde sine egne tanker, end ikke at skulle dele dem med andre. For det, vi kommer til at sige i social sammenhæng røber altid vores egen skyldfølelse, som om ordene derved blev brændemærkede af en drages blodsprængte blik.

Jeg var knap vendt hjem fra denne lille tur ad den lange allé under kastanjetræerne, mine gamle fortrolige fra tidernes morgen, da jeg til min overraskelse hørte om en berømt forfatters død. Han havde på det sidste levet i næsten ubemærkethed og var blevet ekspert i kriminologi. I årevis havde han tilbragt somrene i Algarve ved Manta Rotas skråninger, hvor han næsten ikke fik besøg af andre end sine udgivere; de var mange og af alskens slags, altid stærkt optagne af at vriste endnu en bog ud af ham, en der fortalte en rimelig god detektivhistorie. Disse nemme triumfer havde gjort ham bitter. Man siger, at han fløjtede mens han skrev, men det var ren sladder.

Jeg mindes ham stående ved den overdækkede indgang til det hus, som en af hans venner havde bygget sig; en englænderinde, som måske måske ikke også havde været hans elskerinde under krigen, det ved man ikke med sikkerhed. Hun havde fortalt ham utallige historier om flygtninge og de rænker, som man hviskede om på ambassaderne.

Miss Brenda udlejede sit hus til sin ven fra juli til september, hvor hun tog til London for at genopfriske fortiden. Fra huset i kolonistil, som hun holdt meget af, kunne man skue havet i al dets glans og storhed under den vedholdende sol. Manta Rota lå for Miss Brendas fødder, som havde det været Nairobi. Var hun ved solopgang stødt på en løve i nærheden af huset, ville det ikke være kommet bag på hende. Jeg tror, at hun havde det sådan. Miss Brenda var høj og frimodig. At dømme efter visse billeder havde hun været en klassisk skønhed. Hun kom godt ud af det med alle, men holdt næsten ikke af nogen.

Jeg husker, hun påstod, at hendes ven, forfatteren, aldrig ville komme til at skrive et storværk, for han havde ingen sans for humor.

— Han skriver jo kriminalromaner. Så jeg gad vide, om humor ville passe til hans bøger — sagde jeg forsigtigt.

— Joyce skrev om det. Han havde den opfattelse, at der var noget umenneskeligt ved en forfatter uden humorsans. Sagen er den, at Mr. Drake (hun lo, når hun udtalte hans navn) ikke ved, hvad humor er. Læg mærke til, at hans detektiv er typisk middelklasse og ganske anonym. Hvorimod Sherlock Holmes reddes af sit tvetydige spil med Watson, et spil fuldt af ondskabsfuldhed, men også af sentimentalitet. De er venner, men i høj grad også mennesker, som er tiltrukket af hinanden på en lumsk måde. Der træder humoren til, så man undgår kompromitterede tilståelser.

— Drakes romaner er mættet af erotik, fulde af ludere i det mindste. Jeg kan ikke se, hvordan han undgår at kompromittere sig selv.

— Men ånd og substans følges aldrig ad her. Derfor er der ingen humor.

Miss Brenda forlod os altid midt i den mest spændende del af samtalen for at tage sig en dukkert. Hun holdt fast ved denne vane, til hun var et stykke oppe i firserne, og var lige så god til at svømme som til at konversere. Miss Brenda elskede vand, og jeg går ud fra, at hun var overbevist om, at Venus blev født af bølgerne. At svømme i havet var for hende et ritual. Hun sprang op over bølgerne, som foregav hun en fødsel.
Somme tider ankom Mr. Drake noget tidligere. Miss Brenda tilgav ham ikke den slags. For hende var det at ankomme for tidligt, som at ankomme for sent. At gøre som det passer én, sagde hun, er en form for ondskabsfuldt væsen.

— De færreste evner oprigtighed. Det gør Mr. Drake heller ikke — sagde hun.

Jeg bed mærke i det, da forfatteren nogen tid senere, efter at have opnået kolossal berømmelse, gav et interview, som vakte en vis opstandelse. Han var ved at blive gammel og havde haft store sorg, hvoraf datterens selvmord var den største. Ikke desto mindre forholdt han sig rolig som en mæt kat og hengav sig til sin „venteværelsepsykologi“. Han kastede sig ud i intime tilståelser, navnlig slibrige tilståelser, med samme selvfølgelighed som var det togtider, han remsede op.

Jeg mindes, at jeg læste dette interview meget senere, efter hans død, og fik da det indtryk, at han talte så åbenhjertigt netop for at dække over noget alvorligt. Trangen til at betro sig, et meget menneskeligt træk for så vidt som det er psykologisk, er altid til stede. James Joyces pletskud med Bloom ligger netop i disse skjulte, stumme kræfter, der kræver periodiske udløsning. Det nytter ikke at kæmpe imod. Det var indlysende, at Mr. Drake havde styr på sin måde at sætte alting op på som en ligning, i privatlivet som professionelt — sidstnævnte med en vis succes. Jeg kan også huske, at jeg lo af et godt hjerte, da Drake forklarede sin formue med, at den snarere skyldtes skæbnens ironi end nogen form for begærlighed. Ifølge Murray Rothbard er vi alle født med ret til vores eget; at forbryde sig mod den private ejendom er en krænkelse af denne ret. Men Mr. Drake læste ikke Rothbard og talte ret overfladisk om sin formue. Igen uden humor.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kom i tanke om, at Montaignes ven, La Boétie, i sin „Tale om frivillig underkastelse“ª, havde defineret staten som en tyrannisk magt over et lydigt mindretal. Hver enkelt individ udgør en slags mikro-stat, der kommunikerer med sine omgivelser. Hvad for en slags tyranni var så Drakes, hvis vi antager, at der ligger en tyrannisk trang bag enhver kriminalforfatter? Og frem for alt, hvad gemte han dog bag sine mere eller mindre skandaløse tilståelser?

Jeg tænker tilbage på den tid, hvor jeg traf ham i Algarve. Han boede dér sammen med sin familie og havde en lille datter. Hans kone var en mørklødet kvinde med lang næse og myndig fremtræden. Da de i sin tid mødte hinanden, kastede de sig ud i en intens, ubændig affære, af den slags Bette Davis spillede på film. Bette Davis tilførte altid lærredet et stænk af svovl, som det der ifølge Joyce hører til et urlandskab: følelsen af, at det onde findes, at det er uundværligt for det åndelige, og en uomgængelig bestanddel af den dybere virkelighed, vi slås med. Drake var af den opfattelse, at ingen på lærredet kunne hamle op med Bette Davis. Hendes måde at berøre en mand på, begæret i hendes øjne uden skygge af skam, var pragtfuldt at se på. De Forenede Stater skylder hende meget, for hun gav et rigtigere billede af landet end den forbilledlige moral, det bryster sig af.

Men tilbage til Drake og hans forrygende affærer: vi ved ikke, hvad der udløser sådanne kritiske tilstande; måske forekommer disse erotiske udbrud af og til, omend sjældent, hos mennesker, som i deres barndom blev stærkt påvirket af lugt og farver. Som følge af en livsbane orienteret mod det fornuftbetonede glemmer de siden hen alt om det. En karriere som kriminalforfatter, for eksempel. Men en dag dukker barndommens sanseoplevelser op fra fortiden med en sådan kraft, at den bryder enhver anstændighed; det er l’amour fou, denne halvdemente, lidenskabelige tilstand. Det skete for Drake, som i mellemtiden var blevet berømt, at falde for Belle, ifølge ham en kat af enorme dimensioner. Belle havde også været navnet på en kat der flakkede omkring hans mors hus. Ved at iagttage den havde Drake for første gang fået indtryk af, hvad det at føde og at være i brunst egentligt indebar, disse tilstandes grusomme faser og forfærdelige uopsættelighed.

Drake tilstod, at han havde elsket hende som en besat, og at hun havde besvaret hans lidenskab. Det stod på i nogle år, og Carol blev født under denne tilstand af opstemthed, en form for sanselig ekstremisme. Venner og tjenestefolk følte, at de var fanget i et net af utrolig begejstring, og indrettede sig herefter for ikke at ødelægge det. De var deltagende og gjorde hvad som helst, Drake bad dem om, selv med fare for deres værdighed, deres liv sågar. Det var Den Tyranniske Stat i al sin vælde og magt.

Drake kom en gang til Manta Rota sammen med sin datter, og det var klart, at han ikke ville forstyrres. Han så ud til at være moden til endnu en skilsmisse, og Carol ønskede ikke at tale om sin mor.

— Hun er grådig og stolt, og det eneste, hun kærer sig om er, at beskytte formuen mod overraskelser. Hun bor i Schweiz. Familien Chaplin er vore nære venner, søde velopdragne mennesker, især Oona. Gamle mænd, Onassis og deslige, sætter pris på den slags kvinder.

Udbrud af den art var sjældne. Carol levede et sorgløst liv og tilbragte timer med solbadning iført solbriller som et visir, der aftegnede en lys halvmaske rundt om øjnene. Som en slags mutation havde hun udviklet en skønhed, hvis selvfølge er typisk for en femtenårig. Vi forventer altid noget usædvanligt af denne strålende sammensværgelse med naturen, og forventningen gør os taknemmelige og endda lykkelige. Drake var betaget af sin datter og forkælede hende naturligvis. Han gav hende enkle svar på spørgsmål, der slet ikke var enkelte, hvilket fik Carol til at tro, at verden beror netop på denne enkelhed. Hun klagede ikke over manglen på jævnaldrende og mente, at denne far, som allerede var over tres, var en passende ledsager i det overdådige liv hun førte som spejderpige de luxe. Hun købte sig en vielsesring hos en guldsmed i Vila Real de Santo António og bar den på ringfingeren som en gift kvinde.
Nattelivet i Manta Rota var ikke stort mere end dystert og Miss Brendas gæster (hun havde af gammel vane altid nogle boende, som en amatørkrovært) klagede, fordi der ingen dancing clubs var i nabolaget. Drakerne inviterede ikke nogen, undtagen et engelsk par, der dyrkede jordbær. Carol morede sig med at køre ned til landsbyen i fuld fart på sin gule Vespa og ud på stranden for at tage sig en svømmetur. Som regel tog hun sig to hurtige dukkerter og vendte hjem uden at tørre sig. Huset var rummeligt og køligt, bygget som stokhusene i Maranhão, der gennemstrømmes af forfriskende luft.

Ingen var tilsyneladende interesseret i Drakerne, men man vidste nok om deres liv til at finde det uheldssvangert. Lurdinha, en kvinde, der elskede at gøre rent, vande blomster og fange muslinger, profeterede, at der nok en dag ville ske en ulykke.

— Jeg kan ikke se, hvorfor der skulle det, fru Lurdinha. De er jo som alle andre.

— Jeg tager måske fejl.

Hun var forholdsvis diskret over for turister, men hun elskede at snakke og var ret påståelig. Stædig som hun var, brød hun sig ikke om at diskutere med nogen. Hver morgen gik hun op til huset Santa Rita, hvor hun børstede de blomstrede chintzstole, som var typisk middelklasse. Hver eneste hortensia var i dens blå nuancer en fryd for øjet. De tog sig altid perlevåde og skinnende ud! En gang stødte hun på Carol, der vandrede op og ned ad gangen, mens hun spiste skiver af vandmelon med en kannibalsk glubskhed.

— Jeg ved ikke hvorfor — sagde Lurdinha — det er som om hun kaster sig over et stykke råt kød. Jeg kan ikke lide det, det kan jeg ikke.

Hun gentog altid det væsentligste, når hun talte; det var et spørgsmål om stil.
Uden Miss Brenda som chaperone ville jeg ikke have turdet træde ind i Santa Rita. Drake var hjemme og skrev på sin elektriske skrivemaskine, mens han nippede til sin gin og tonic; han var ikke som sin detektiv, der hvorsomhelst han ankom altid bad om en fadøl hvorpå han satte sig til rette som havde han fundet sin egen plads i stalden, hvor han tyggede drøv på kendsgerningerne.
Drake havde opnået den ære at udkomme som pocket-book, og var oversat til mange sprog. Hans kone, hvis yndlingsbeskæftigelse var at samle på ting og sager, købte alt, hvad hun fik øje på, som eventuelt kunne være en god investering, malerier især. De flyttede tit og ofte. De anskaffede sig altid mondæne huse, som de ikke passede særlig godt, dels fordi de vægrede sig imod at have en hærskare af håndværker rendende. Når de forlod et hus (de havde blandt andet haft et slot i Salogne) lignede det et indtørret fuglerede, der hang på et træ. De havde så mange penge, at familielivet gik fløjten. Børnene flyttede hjemmefra, og sidst jeg så hende, ville Carol være rocksanger. Hun havde også prøvet at blive filmstjerne, men uden held; et vist talent til trods blev hendes personlighed overskygget af faderens navn. Jeg tror, at det påvirkede hende så meget, at hun blev forstyrret af det. En dag fandt man hende død, i sin seng. Hun havde skudt sig lige i hjertet. Skuddet havde ramt så præcist, at Drake ikke kunne tro, hun selv havde gjort det, med mindre hun havde taget timer i anatomi og lært at bruge et skydevåben, to områder, hun aldeles foragtede.

Skønt han var en mand af overfladiske følelser (en handlingens mand snarere end en tænker) led han meget under Carols død. Han betragtede sin litterære karriere som afsluttet og begyndte at skrive sine erindringer. De gav anledning til en del overraskelser og tilmed skandaler. Han havde gjort et nummer ud af at vise sin yndlingshelt som en mand, der gerne færdedes i de såkaldt syndige steder, mens intet i hans bøger røbede andet end de sædvanlige afvigelser og slibrigheder. Han frekventerede ikke selv „les bas-fonds“, men var en tilskuer i denne hans verden af forbrydere og alfonser. Drake gik op i den dramatiske spænding, der udspandt sig i situationer under lovens opsyn, men hans politikommissær, „un homme de justice“ som han selv var „un homme de plume“, var blot en halsstarrig, middelmådig mand, der fik det hele til at ligne en joke. Enhver forbrydelse blev for Drake et spørgsmål om skyld, om at underkaste sig en stærkere vilje, målet med hele hans værk. Det tragiske var, at Drake selv afviste det mystiske. Han indrømmede, at han havde mistet sin barnetro, første gang han havde besiddet en kvinde. Det var et underligt udsagn, for så vidt det røbede den følelse af skam, der var vokset op i hans sind som en truende svulst . Idet han afviste denne underkastelse, var han dømt til at blive en ynkelig skikkelse, al den stund han ikke kunne støtte sig til den humor, han ikke havde noget af.

Carols død gjorde en ende på hans engagement som livets iagttager. Umådelig rig giftede han sig igen. Hans nye kone var en praktisk kvinde, der virkede forloren sådan som hun tog denne fantasiløse gamle mand alvorligt, besat som han var af tanken om at være oprigtig, at fortale sandheden. De ting, han fortalte om i sine Erindringer, var chokerende direkte og menneskelige, men de manglede storhed, netop den storhed, der hører til det uhyrlige. Ramt af noget der grænsede til det latterlige krævede han i tiltagende grad at blive taget alvorligt. Han magtede ikke at give udtryk for de tanker, han sloges med, så han måtte leve livet forfra, helt forfra. Egentlig svarede hans politimæssige tilbøjeligheder til ønsket om at opklare gåden hinsides døden, såvel som mysteriet bag nydelse.

Hvorfor sagde han, at han havde mistet troen, da han for første gang var i seng med en kvinde? Nydelsen havde kun delvis åbenbaret aktens mening for ham, og han var bange for at gå længere. Han frekventerede ludere og unge strippere for hos dem at nærme sig en løsning af befrielsens gåde, som er den udløsning, der opnås hos den, der hengiver sig betingelsesløst og uden skamfølelse. Han fandt dem langt overlegne de borgerlige, kultiverede kvinder han omgikkes med, selv om luderne hurtigt glemte hans tilståelser og kedede sig, når han fremturede med dem.

— Skriv dine bøger, og pas dit arbejde, som vi passer vores — sagde de. Drakes berømmelse udvirkede dog mirakler, så de begyndte at lyve sødt for ham af medlidenhed, sådan som man taler til en, der snart skal dø, er blevet sindssyg, tosset eller senil.

Med Miss Brenda som den eneste forbindelse, jeg havde til Drakerne, hørte jeg sjældent om dem, efter at hun havde forladt Algarve. Carols død gik næsten ubemærket hen og tjente kun som eksempel på, hvor flygtig denne verdens glans dog er, hvilket turde være en selvfølgelighed. Med så mange skrevne og udgivne bøger bag sig lagde man knap mærke til gamle Drakes sørgende tavshed, så lidt som til hans politikommissærs, en dyster mand, der troede på sin profession.
Drakes formue voksede stødt, og hans kone behandlede ham som var han selveste Thales af Milet, det vil sige, en af Grækenlands syv vise mænd.
Carols selvmord blev stadfæstet, men faderen nægtede at acceptere det.
Jeg husker, at Carol en gang på Santa Rita havde sagt:

— Kun selvmord kan blive den perfekte forbrydelse. Andre forbrydelser er blot efterligninger.

— Vil du dermed sige — sagde Drake og lagde piben på det grønne kakkelbord — at når vi dræber nogen er det i virkeligheden os selv, vi ønsker at slå ihjel?

— Nemlig. Somme tider kommer det bag på mig, hvor kvik du er. Du er kvikkere, end man tror, men alt hvad du gør, er at beskæftige dig med detaljer. Derfor skriver du så mange bøger fulde af ekshibitionister og svin; og de fortæller hver gang den samme historie.

— Jeg er godt klar over, at du ikke kan døje dem.

— Nej, sådan er det ikke. Men jeg kan ikke bruge dem til andet end til at holde mig oppe på millionærernes top-ti.

Carol havde udviklet sig til en meget smuk, ung kvinde og lignede en débutante fra det bedre borgerskab. Tilsyneladende havde hun dog intet kærlighedsliv. Historien om, at hun var forelsket i sin far var blevet så gennemtærsket, at ingen mere vovede at påstå det. — Hun er en pæn pige, dem er der stadig nogle af — sagde man.

Carols bedstemoder spiste fortsat i køkkenet og nægtede at tage imod penge fra sin søn. Hun var en enfoldig kvinde, der nød at valfarte til steder, hvor åbenbaringer havde fundet sted. Drake kommenterede ikke sin moders adfærd. Han betragtede hende som intolerant og med begrænset virkelighedssans.

Men hvad var virkelighed for ham? Luderne i Antwerpen med deres halskæder af forloren jade? At betale dem fik ham til at føle, at han spildte sin penge, navnlig hvis han først kom til at afregne efter at have været i seng med dem — en situation han principielt undgik. Han ville ikke tænke over, hvorfor han handlede således.

Først da „Erindringer“ udkom, blev hans besættelse af kvinder en offentlig hemmelighed. Han sagde, at han havde haft mere end to tusinde, hvilket satte spørgsmålstegn ved andre mænds formåen. Men Drake standsede ikke her. Han talte så åbenhjertigt om sine tilbøjeligheder, at psykiaterne begyndte at kalde det et tilfælde af „taledille“. Hans trang til at fortælle sandheden var så påfaldende, at den vakte mistanke. Han ønskede i virkeligheden at tilstå et eller andet, der skræmte ham, men han ville ikke gå videre end til at prale med sine drengestreger, for han vidste, at den slags var tilgivelige. Men hvad var det så, som var utilgiveligt?

Hans „Erindringer“ var som et tårn. Det slog mig, at de kunne have samme funktion som tårnet havde haft for Montaigne: at lindre hans kedsomhed. „Jeg tager en dag ad gangen; og helt ærligt, jeg lever kun for mig selv, mine ambitioner er ikke større“ªª. Disse var Montaignes tanker, da han forlod sin tjeneste ved hoffet, og må formodes, at tilhøre et menneske, der dyrkede friheden. Da Drake begyndte på sine Erindringer havde han ikke længere planer for fremtiden. Han satte et punktum for kriminalkommissær Lunards karriere og overstreg „forfatter“ som profession i sit pas. Men der var et svagt punkt ved hans endegyldige tilbagetrækning, som han ikke forklarede. Hvorfor trak han sig egentlig tilbage? Egentlig havde han aldrig givet sig i kast med formålsløse grublerier, givet sin fantasi frie tøjler. Hans romaner var bygget op som et tårn, med sprækker og vinduer som indefra ikke tillader det frie udsyn, undtagen til vejrhanen over på venstre hjørne af et andet tårn, det tårn der tilhører hans kvinder.

Da Carols lig blev fundet var hun kun iført hvidt tennistøj; hun lå på sengen, som om hun hvilede sig før en match. Husholdersken sagde, at Carol så ud, som om hun sov. Kun Drakes insisteren på at vække hende havde ført til opdagelsen af hendes død og stadfæstelsen af, at hun allerede havde været det i mere end to timer. Faderens sorg var så dyb, at man frygtede for hans liv. Han flyttede endnu en gang og begyndte at leve som en munk; han tog alle malerier ned og indrettede sin opholdsstue, hvor han også arbejdede, med ganske almindelige møbler. Hans hengivne tredje hustru indså, at hans tilfælde var håbløst, og besluttede sig for aldrig at nævne Carol igen.

En dag stødte jeg på Miss Brenda i Lissabon. Jeg var forbløffet over hendes ukuelige rejselyst. Hun var uforbederlig på dette, som hun havde været det på andre områder; hendes venner regnede med, at hun nok ville ende med at blive fundet død på Victoria Station, med en taske i hånden indeholdende fire par briller og en pakke cigaretter. Hun snakkede om Drake og om muligheden for, at han selv havde myrdet sin datter.

— Det var et ulykkestilfælde, men et tilsigtet ét. Carol havde fortalt mig, hvordan det skulle ske. Hun var en vidunderlig giftslange.

Miss Brenda slog sig på låret, en gammeldags gestus blandt kroværter, og gjorde klar til at rejse sig op fra sofaen. Vi var begge i Udenrigsministeriet.

— Hvad valget af mordvåben angår er ingen mere udspekuleret end dem, som er forelskede.
Overrumplet, som jeg blev af hendes påstand, spurgte jeg:

— Carol? Er De sikker på det? Var det ikke selvmord?

— Det var godt nok selvmord, men hun fik sin far til at trykke på aftrækkeren.

— Hvorfor? Med hvilket formål?

— Hun ville give ham en hånd med det perfekte mord. Et mord, man aldrig ville kunne tilstå.

Stakkels mand, jeg tænker tit på ham, og jeg ved ikke, om jeg burde have sagt det til ham. Nej, det ville jo ikke have været rigtigt af mig; vi har alle ret til at have vores eget, private helvede i fred. Hvad kunne han ellers forvente? Dårligt selskab fører de bedste mænd på afveje. Med kvinder synes det at forholde sig omvendt.

— Men Carol? Hvad med Carol?

— Et lidende hjerte er et farligt hjerte. Jeg tænker nu på Euripides. Jeg fik mulighed for at genopfriske hans skuespil under blitzen, for mørket fremmer improvisation og indbildningskraft. Carol fortalte mig, hvad hun agtede at gøre. Under foregivende af, at hun ikke mente, Drake vidste, hvordan man håndterer et våben bad hun sin far om at holde revolveren og stillede sig selv i skudlinjen. Hun havde regnet med, at han ville tjekke den, derfor byttede hun den hurtigt ud med en magen til, som allerede var ladt.

— Hvorfor tilstod han så ikke drabet?

— Af forfængelighed, velsagtens. Ellers ville hans kriminalkommissærs omdømme lide uoprettelig skade og selv ville han fremstå som en idiot. Var det sket for en anden, havde der været tale om et ulykkestilfælde, men for Drake betød det den totale fiasko.

— Alligevel...

— Kan De ikke se, at succesen udstoppede ham med vat og savsmuld? Han havde hverken indvolde eller andre livsnødvendige organer. Succes er den værste af alle fiaskoer.

— Han elskede Carol, og hun elskede også ham.

— Og hvad så? Kærlighed, hvor mange forbrydelser begår man ikke i dit navn! Tilgiv mig dette fortærskede udtryk. Jeg begynder at synes, at det banale ikke skuffer os nær så meget som det geniale.

Miss Brenda rejste sig; hun insisterede på at se adræt og stærk ud. Men det var åbenlyst, at hendes gamle knogler knagede i protest. Hun havde solgt Santa Rita og anbragt nogle af pengene i gamle heste, som så kunne tilbringe en fredfyldt alderdom på græs og således undgå at komme på dåse som hundemad.

Drake døde i sit hus i Lausanne, rig og respekteret. Han havde bestemt, at hans aske skulle spredes i baghaven, en romantisk og respektabel gestus, men lige så humorforladt som ham selv.

Nu vil De sikkert spørge, hvorfor jeg beskæftiger mig med den slags og gør udlændinge til helte i mine historier. Det er et meget gammelt trick. Folk bliver altid imponerede, når begivenhederne foregår i udlandet, eller der optræder folk fra andre lande med fremmede skikke. Sådan er det, der er ikke noget at gøre ved det. Der var en gang, hvor sultan Samorin var en vanlig gæst i vort hjem. Nu om dage kan selv en concierge fra Passy gøre os forlegne. Men selv Shakespeare nød at blære sig. Omsider nævner jeg Shakespeare; men her drejer det sig om verdenslitteratur, er vi vel enige om. Vi kan være ganske rolige.

Agustina Bessa-Luís 1989

Oversætterens slutnote:

Novellens Drake er klart et alias for Georges Simenon, Maigret’s far. Men bestemt også en refleksion over forfatterens egen rolle og forfængelighed, et skoleeksempel på Agustinas eminente ondtunge og kaustiske humor. Når man skriver om begivenheder i sit eget liv, bør man af høflighed aldrig fortælle sandheden, men gerne gemme den til sig selv og blot tillade dens afspejling fra forskellige vinkler, citerer Agustina den danske filosof for i hendes teaterstykke Søren Kierkegårds umiderbare erotiske stadier (Ørby, 1996).

Til forsiden

ª Discours sur la servitude voluntaire

ªª Je vis du jour à la journée; et parlant en révérence, ne vis que pour moi; mes desseins se terminent là.