Pitcairn

På ydmyge overnatningssteder, hvor backpackere gør holdt for natten, er der ofte et opholdsrum med en samling lasede billigbøger, efterladt af andre rejsende. På de bøger er fedtfingre og æselører ligefrem et adelsmærke, som man ikke har sans for på de finere hoteller. Harmløs adspredelse i en ledig stund. Man forventer ikke, at en lille kioskbasker, der af ren kedsomhed eller i mangel af bedre blev grebet tilfældigt på en hylde, ligefrem vil ændre noget i ens liv. Men det skete for mig i 2005.

Jeg var sejlet alene i min lille smakkejolle fra Dragør til Strynø, en lille ø syd for Fyn, hvor der skulle afholdes et stævne for traditionelle træbåde. Overnatning blev enten på bådens hårde trædørk, blidt vuggende på en lille ankerplads eller mere komfortabelt, i telt ved stejleplads mellem gamle beggryder i den mindste havn, jeg kunne opdrive.

I en varmestue i havnen faldt jeg over noget der lignede en kulørt sørøverroman. Forsiden slog tonen an: En fregat fra den engelske flådes guldalder, omspændt af flammer, rødt lysende foran en mørk palmeskov. Vi er helt klart ude hvor de ti bud ikke gælder, og en mand kan føle tørst.
Handlingen var ligeså farverig som forsiden. En historisk roman om begivenhederne på Stillehavsøen Pitcairn, hvor det myteomspundne skib Bounty blev brændt ned til vandlinjen i 1790.

Pitcairn ligger langt fra de øvrige øgrupper i Stillehavet, et sted mellem Påskeøerne og Fransk Polynesien, og er måske det mest isolerede sted på jorden med fast beboelse. Det siger ikke så lidt; for i Stillehavet har mennesker siden oldtiden rejst groteske afstande for at bosætte sig på fjerne øer. Netop den fjerne beliggenhed gjorde den dengang ubeboede ø egnet som skjulested for en lille gruppe mænd på en desperat flugt.
I 1789 havde de, ansporet af den karismatiske underofficer Fletcher Christian, gjort mytteri ombord på den engelske fregat HMS Bounty, lidt vest for Tahiti. Kaptajnen og 18 loyale mænd blev sat af i en jolle og mytteristerne stak af med fregatten. Nogle af dem prøvede lykken i Polynesien, mens resten, plus nogle polynesiske mænd og kvinder, slog sig ned på Pitcairn. Flere af de knap 50 mænd og kvinder, der i dag bor på Pitcairn, er direkte efterkommere af mytteristerne.
Denne søfarthistorie var så bizar, at jeg – liggende på det bløde græs under lærkesang, med udsigt over en glinsende fjord, Danmark når det er bedst – besluttede mig for at foretage en rejse til den dæmoniske klippeø.

En kammerat – en erfaren vikingeskibssejler som engang sejlede fra København til Polynesien i et mildt sagt eksperimenterende fartøj, en forvokset dobbeltskroget sejlkano – havde ikke meget til overs for min idé, da jeg nævnte den for ham et par måneder senere. Afstandene i Stillehavet er alt for store til, at man bare kan sejle fra det ene sted til det andet, og for at lægge projektet helt i graven sluttede han lidt højtideligt med at sige, at man overhovedet ikke finder noget paradis på Pitcairn, tværtimod.

Paradis? Hvor kom det lige fra, jeg havde ikke talt om noget paradis. Men det skulle vise sig, at den gammeltestamentlige myte om et tabt paradis blev ved med at poppe op. Et paradis kendetegnes sjovt nok ved, at det er noget vi har mistet, lige som vores barndom. Mytologi spiller åbenbart en større rolle, end vores moderne overjeg er villig til at indrømme.

ILLUSTREREDE NOTER :