Handlingen i romanen er koncentreret omkring den umådeligt dovne og følelsesmæssigt stagnerede Léon Geta. Han vokser op i en rigmandsfamilie i det borgerlige Porto og fordriver tiden i selskab med "Kliken" af ligesindede bohémer - der så at sige lever livet - uden at tage del i det.

For nok er Léon et begavet menneske, men han er også - som det hedder i romanen - et menneske uden substans. Som en drømmende hund lever han i fantasiens verden, uden en tyngende hukommelse eller personlige ambitioner af nogen som helst art. Og han nærmest tvinges til at gifte sig med den umiddelbart ligeså uvirksomme og kedelige Maria Pascoal. Ægteskabet interesser ikke Léon og da konen som ganske ung omkommer i en bilulykke føler han sig først og fremmest lettet og taknemmelig. Han flytter til storbyen Lissabon og forsvinder bevidst i mængden, som en af de grå og triste eksistenser ingen rigtig lægger mærke til.

Men en dag dukker der i Marias efterladenskaber et romanmanuskript op. Lidt tilfældigt tilskrives det Léon og bliver udgivet med stor succes. Han tager berømmelsen på sig - men blasert som han er - gøres det ikke med den store entusiasme. Derimod drejer hans tanker og fantasier sig i stigende grad om at danne et nyt billede af den gådefulde Maria, som det har vist sig han aldrig rigtig kendte.

Selve romanen En hund der drømmer består i høj grad af den aldrende Léons erindringer, og bogen er fra Bessa-Luís' side et ambitiøst forsøg på at skildre selve erindringens væsen og dens evne - eller rettere manglende evne - til at beskrive og definere et liv.

Romanen udspiller sig i kulisserne af det moderne Portugals voldsomme historie. Fra Salazars fascistiske diktatur, over tabet af kolonierne og frem til de sociale og politiske revolutioner i 70'erne - og det står hurtigt klart, at hér findes der ingen absolutte sandheder. Kodeordet i En hund der drømmer er derimod forandring - og det er en klar pointe at den drømmende Léon Geta, har mere end én version af Portugals, Marias eller sin egen historie.

Rent stilistisk har Agustina Bessa-Luís nemlig bygget romanen op som en slags litterær fuga, hvor de samme begivenheder og temaer beskrives igen og igen, og hvor betydningen hele tiden forskydes og nuanceres i det uendelige. Det er en form, der præcist afspejler Léons konstruerede minde om Maria, - et minde som der igennem hele romanen fortolkes på og som ændrer sig og farves af tiden og de ydre begivenheder.

Det kan virke lidt trættende med de mange gentagelser, den handlingsmæssige inkonsekvens og de diffuse, karakterløse personer der befolker romanen. Men ved nærmere eftertanke er flertydigheden ganske symptomatisk for Léons naive forhold til virkeligheden. Og her fornemmer man at Bessa-Luís, i høj grad sympatiserer med sin hovedperson - og at det nærmere er læserens forventninger og (måske) rigide forhold til begreber som handling, plot og mere overordnet til virkeligheden, som anfægtes.

Et af ledemotiverne i En hund der drømmer er f.eks. forestillingen om, at Homers Odysseen i virkeligheden skulle være skrevet af en siciliansk prinsesse og at Homer skulle have bedraget verden ved at tilrane sig æren for værket. Præcis som Leon Geta bedrager verden ved at påtage sig Maria Pascoals mesterværk.

Det er den slags sammenligninger og skæve ræsonnementer, (hvor man svagt fornemmer en personlig og moralsk anfægtelse hos forfatteren), der for alvor gør En hund der drømmer til en stor læseoplevelse.

Spørgsmålet om hvad der er sandt eller falsk, virkelighed eller fiktion - bliver i romanens univers konstant vendt på hovedet og står ved bogens afslutning stadig ubesvaret hen. Men netop på grund af Bessa-Luís' sproglige virtuositet og store menneskelige indsigt ender det faktisk med at være en styrke ved romanen. Og det gir plads til de mange små retoriske spidsfindigheder og filosofiske sidespring, hvor Bessa-Luís med stor livsklogskab kommenterer på - (snart sagt) hvad som helst. Men uden at hun nogensinde mister kontakten med den historie hun fortæller - eller sympatien med de personer hun beskriver.