Kvintessensens sarte ledetråd
Af Mónica Simas

Hovedpersonens løbebane er en gåde, der udfolder sig i spændingsfeltet mellem fiktion og virkelighed under Macaus historiske overgang til Særlig Administrativ Region i Folkerepublikken Kina ved årtusindskiftet. Kvintessensen, det være sig selveste kærligheden eller visdommen, synes uafvendeligt at udløse en endeløs saga, der udspiller sig i afstanden mellem to mennesker (José Carlos og Iluminada), to lande (Portugal og Kina) eller to verdener (Vesten og Østen). Det giver derfor sig selv, at for hvert skridt José Carlos tager, kommer han vanviddets overdrev nærmere, hvilket svarer til at miste fodfæstet og den selvbeherskelse, fornuften borger for; at miste evnen til at forblive udelt i mødet med modstridende omstændigheder.

Romanen kredser om et tema, der i sin flerestemmighed aldrig lader til at undslippe den kraft, som paradoksalt nok både splitter og slynger hovedpersonen ud i verden, men tilsyneladende også fastholder hans illusoriske mulighed for at vende tilbage til et andet centralt og udelt jeg, der ligesom klistrer til spejlet.

Handler galskaben på den ene side om ikke at kunne nå den anden, gælder den også José Carlos behov for at forlade fortællingens centrum og frigøre sig fra at skulle hjælpe skæbnen på vej, en skæbne, der både afspejler sig i Macaus historiske forviklinger og i hans egen skæbne i fortællingen.

I denne roman, der så dagens lys i overgangen fra det 20. til det 21. århundrede, synes Agustina Bessa-Luís at kaste sig ud i historiens tvetydighed netop for at påbyde os en bestandig stillingtagen til det forsætlige og det bevislige, al den stund hun satser på fiktionen som middel til grænseløs indsigt i den anden, når det gælder menneskehedens eviggyldige spørgsmål. Derfor undrer det ikke, at romanen ikke afsluttes, at forfatteren til sidst blot henviser os til ”den følgende beretning” som Cao Xueqin i Drømmen om den røde pavillon eller Sheherazade i Tusind og en nat. Forfatterens strategi med at lade flere versioner af samme myte gennemtrænge historien ligner også en blanding af vestlig og østerlandsk fortællekunst, men afviger dog ikke fra hendes egen fortællestil gennem et helt livsværk.

Foruden at stille en række antagelser om Macaus historie op imod hinanden, såvel af kinesisk som af europæisk oprindelse, henviser romanen hovedsageligt til to kinesiske klassikere: Sun Tzus berømte håndbog om Krigskunsten, og navnlig Cao Xueqins roman Drømmen om den røde pavillon, hvor Caos biografi også spiller en væsentlig rolle for hovedpersonen i Kvintessensen. Digteren Camilo Pessanhas liv og levned i Macau samt jesuitten Matteo Riccis belæringer samme sted tjener som rollemodeller for José Carlos’ sammensatte identitet. Det er disse tråde, der vikler sig om hans gøren og laden, og som kommer til at udgøre den labyrint og det spejlkabinet, hvori han til slut fortaber sig.

Hvor kritikere af de sidste 500 års kolonitid sætter spørgsmålstegn ved de daværende værdier og forsøger at skrive historien om, tager Bessa-Luís udgangspunkt i fortidens begrebsverden ved at ty til såvel myterne som annalerne og lade sig inspirere af dem. Derfor dukker forskellige versioner af Macaus tilblivelse op under José Carlos’ samtaler i bogen, på samme måde som i Drømmen om den røde pavillon, hvor de talrige optrædende med et pennestrøg reddes fra glemslen og giver et vink om historier i historien, hvis forløsning udskydes i en uendelig bevægelse.

Drømmen om den røde pavillon bliver den vigtigste kilde til de forestillinger og gåder, gennem hvilke José Carlos begynder at erfare livet og opfatte sig selv. Cao Xueqins roman dukker op i midten af 1700-tallet, og er den bedst kendte af alle kinesiske klassikere. Den hed oprindelig En stens historie, hvilket giver anledning til en del overvejelser om kvintessensen i et centralt afsnit af Agustinas roman. Drømmen om den røde pavillon forblev ufuldendt, og af de hundrede og tyve kapitler, den aktuelle version består af, kan kun firs uomtvisteligt tilskrives Cao Xueqin, mens de øvrige fyrre har været genstand for mange spekulationer. Bogen handler om slægten Jis storhed og fald, såvel som trekantsdramaet mellem Jia Baoyu, hans lillesøster Lin og Xue Baochai — en fortælling hvor en del unge fra højere som fra lavere samfundslag plages af feudalismens uretfærdigheder og katastrofale regenter. Drømmen blev udbredt gennem håndskrevne kopier de første tredive år for siden at blive angrebet, forbudt og brændt på bålet af det kinesiske aristokrati.

Et sted i Kvintessensen betror fortælleren os, at ”læsningen af Cao Xueqins vidunderlige bog forvandlede José Carlos til en ufuldendt romanfigur”. Det er ikke kun det, at han må forestille sig samtlige af Cao Xueqins 448 romanfigurer omgivet af fætre og kusiner, svigerinder og tjenestepiger, det hele serveret sammen med det indbyggede historiske stof om Kina i afvigende versioner, smækfyldt med uløste gåder, som traditionen byder i den kinesiske fortællekunst. Ydermere spejler José Carlos sig i Cao Xueqins biografi, da hans egen slægt af velbeslåede aristokrater er faldet i unåde og har fået deres ejendomme beslaglagt i forbindelse med omvæltningen i Portugal i 1974. Derfor er han taget til Macau, for at hævne sig på en af kaptajnerne fra Nellikerevolutionen, som, mente han, var skyld i vandalisering og beslaglæggelse af barndomshjemmet i Porto. Det er i et refugium på øen Taipa, at han stifter bekendtskab med Cao Xueqins mesterværk og efterfølgende gør forfatteren til en sammensvoren med kaptajnens datter, Iluminada — „et navn der lyser af lidenskab og visdom“. De historiske og fiktive tråde fletter sig ind i fortællingen, hvor Caos hovedpersoner finder deres paralleller i José Carlos nærmeste, blander sig med dem og skærper forholdet mellem fiktion og virkelighed, som bestandig drages i tvivl. Har de virkelig været der, Iluminada, Lillesøster Lin, lillesøster Bete ...?

Romanens forskellige indfaldsvinkler til Macaus historie udgør en række skabeloner med en symbolik og mangfoldighed, der unddrager sig en overordnet sammenhæng. Ligesom i Tusind og en nat, hvor Sheherazade hver aften fortæller sultanen nye historier, som kun har det til fælles, at de skal holde hende i live, således har portugisere, macanesere og kinesere i tidens løb bidraget om ikke til en konsensus med deres brogede billeder af Macau, så dog til en mangesidig identitet, der har pustet liv i stedets hukommelse.

Under sit ophold i Macau antager hovedpersonen skiftevis det slægtsnavn eller de karaktertræk, der enten identificerer ham med den berygtede poet (Camilo Pessanha) eller med den berømte jesuit (Matteo Ricci) i deres forskellige tilgange til Østen. I José Carlos’ intense ”ønske om at lære den sande kilde til kinesisk ånd og mentalitet at kende, de grundlæggende spørgsmål om protokollen”, vokser konflikten mellem hans dalende evne til at hade og hans oprindelige planer om hævn.

Til at begynde med vælger han navnet Pessanha for derved at gøre indtryk på Iluminadas mor, Emília Andrade. Hans vekselvirkning med digterens biografi forandres dog i takt med hans tolkning af samme. Først er han blot nysgerrig, men senere hengiver han sig helt til at trænge ind i digterens personlighed og antager delvis hans identitet. Foruden at blive kunstsamler tilskrives han nu også laster som hasardspil og opiumsrygning og forsømmer sit arbejde som gymnasielærer i månedsvis. I nogen tid lever han da også på et kinesisk pensionat og læser Camilos digte højt for Iluminada, såvel som kinesiske elegier i Pessanhas oversættelse. Men José Carlos skuffes til sidst over digteren og rehabiliterer efternavnet Santos Pastor. Gennem udforskning og tilegnelse af Camilos og Matteos personligheder søger han at forstå deres tilgang til det kinesiske samfund og kultur. Skønt han sætter sig i pastorens sted, navnlig under den proces, der gør missionæren mindre og mindre fremmed ved det kejserlige hof, er han godt klar over, at han ikke selv besidder dennes moralske standarder. For ham at se kunne Matteo Ricci ikke have været upåvirket af Konfucius og var derfor blevet en økumenisk pioner. José Carlos antog, at Ricci ”havde haft en konfuciansk historie parallelt med den kristne” og ”havde fundet en form for frelse i forholdet mellem disse to åndelige universer”.

José Carlos drages ind i drømmenes verden, så det ikke kan skelnes, om han drømmer eller selv er genstand for drømmen. På grænsen mellem det objektive og det subjektive nærmer vi os det skizofrene og det forheksede, alt imens det drømmeagtige forvandles til fortællingens særegne fundament: en forurettelse der falmer.

I sine modsætningers vold udvikler han en psykosomatisk sygdom og tager til Peking, hvor han fordyber sig i kinesiske studier nøjagtig som jesuitten. Måske aner han i Riccis fodspor en udvej og formulerer en tese, ifølge hvilken ”Kina omvender den troende mand til sig selv. En dristig og næsten kættersk tanke, men var tanken ikke altid det?”

I fortællingens perspektiv og lige efter Sun Tzus bog bliver det åndelige betonet frem for våbnene i forbindelse med krig og erobring. Problemet er bare, at under forsøget på at erobre og beherske den kinesiske tankegang — ”et fremrykningsterræn” — lider José Carlos en række nederlag, der afslører hans begrænsninger, hvor han indser, at han ikke helt kan fortsætte i Riccis fodspor og som denne opnå et helhedssyn. Ude af stand til at magte syntesen, ”uegnet til kærlighed”, men også ”uegnet til had” vakler José Carlos i sine anskuelser. Træt af sin hovedrolle i forsøget på gennem deres annaler at forstå kinesere vender han efter seks år tilbage til Portugal uden med sikkerhed at have fattet forholdet mellem de to lande. Hans søgen efter en overordnet og samlende viden om ”den anden” synes ikke længere at skulle krones med held. Men skønt missionen mislykkedes, (både de oprindelige planer om hævn og forløsningen af de konflikter, han oplever undervejs), gennemgår vi dog sammen med hovedpersonen fire hundrede års historie, hvor vi følger forfatterens skarpe iagttagelser, mens hun byder os et væld af informationer om Østen til erkendelsens åbne spørgsmål.

Uddrag af Mónica Simas artikel om romanen KVINTESSENSEN
(Em busca d'A Quinta-Essência: saudades de Cao Xueqin),
oversat og redigeret af Jorge Braga.


Mónica Simas er lektor i portugisisk litteratur ved São Paulos Universitet.

Artiklen udgør et afsnit af Mónica Simas' bog "Margens do Destino", som udkom i 2007.