Tilbage til Bessa-Luís

I den portugisiske litteratur er hun mindst lige så god som Saramago og Lobo Antunes tilsammen og kunne godt fortjene ligeså megen opmærksomhed som sine mandlige kolleger. Hendes stil gør måske ikke meget væsen af sig: Den starter forsigtigt som en samtale, der føler sig frem mellem millioner af erindringer revet med af hukommelsen. Hvilken er den mest talende at begynde med? Således fremhæver de første sætninger detailler ved de billeder, der skal sætte fortællingen i gang, giver den afsæt; de skælver endnu skælver, lige draget frem af glemslen. Og ved hver ændring af plan, scene eller retning udfører ord og sætninger dette præcisionsarbejde, og som samtidig blotter fortællingens lag. Hun har helt sit eget åndedræt. Hun giver sine romaner en helt særegen dynamik, alt imens hun retter sine røntgen-stråler mod den mondæne sladder og omdanner det daglige smånyt til stumper af heltedigte; hun roder i anekdotens skraldespande, kasserer opståede idéer, introducerer elementer af filosofi og sociologi, med et tonefald som hos en gammel dame ligeså uværdig som lærd, i færd med at findele personerne i sin historie med skalpel , alt imens hun sludrer om dette og hint: regnen, begæret, biler, klædningsstykker, blomster, Portugal….Jeg finder, at hun styrer sine fortællinger som et penduls bevægelser:

Det begynder med, at hun retter kameraet mod en bestemt person, idet hun elaborerer over visse udviklinger, eller en del af den pågældendes biografi. Eller hun fører os ad mere komplekse afveje. Og så efter flere snese sider, ja adskillige kapitler, giver hun sig til at angribe den pågældende under en anden synsvinkel, næsten som om hun præsenterede hende eller ham for den første person, og derpå vender om, belyser en parallel udvikling, går i en anden retning. Og hver gang under en ny impuls, som en ny afsked (den magtfulde fortryllelse, man finder i de "første sætninger"). Og sommetider introducerer dette billeder, meget forskellige fra den første person. For eksempel er den mandlige hovedperson på ét givet tidspunkt ufølsom for jalousi, men forvandles sidenhen til en bidende jaloux. For omskiftelser, forvandlinger eller humørskift i et livsløb er for hende gangbar mønt. Hun holder regnskab med dem, hun leger med dem; det er ikke hendes hensigt at forklare dem eller at optegne alle deres udviklinger, men at sætte dem i gang, at koble dem til alt hvad dette medfører af nye forslag, af genopblussen, af nyorientering, ja sågar desorientering. Optaget, som hun er, af alt hvad der bevæger sig frem og tilbage, men også på kryds og tværs, sætter hun sine helte på sporet. Hun snuser til alt det de har rørt ved og gennemtrængt med deres dufte. "Enhver der lever mere end fem år i et hus (nogle vil sige syv… den tid kroppens celler behøver for at forny sig) efterlader sig en smule af sig selv i alt hvad hun eller han har rørt ved. Ja, mere end det: Alt hvad den pågældende har deltaget i, dag efter dag. For visse episoder er sommetider ikke så lette at tage med sig, i den grad har de sat sig fast på alt hvad der har været i berøring med dem. Maria Rosa var overbevist om, at selv et gardin, som en kat har kradset i, bevarer ligesom en følelse af forsvar og falder ikke så let ned som de andre.

(Hovedscenariet). Almindeligvis er hun en kyndig iagttager af det højere portugisiske borgerskab; hun kender dets forudsætninger, dets risici, dets interne regler, dets evolutioner og revolutioner. Også her er handlingen en adelig families fremadskridende forfald som i et "provinsmonarki", mens man fremmaner minderne om perioder i pomp og pragt, hvor man levede på en stor fod uden at lave noget, mens minderne om diktatur-tiden forblev uklare. Og i stigende grad kolliderer det moderne liv med traditionen og denne adels hovmod og tvinger den til at beskæftige sig med penge, arbejde, spekulere, blande sig i politik (adelen bliver optaget af at gøre karriere og forretning). Der er en overordnet sammenhæng, eftersom det tusmørke den pågældende familie gennemlever i deres "Nattevagt" desuden genereres af særlige "gener" og livsforløb, karaktertræk, som ikke gendannes mere eller ikke i tilstrækkelig grad, en manglende tilpasnings evne. Dette snigende, langstrakte tusmørke udvikler sig, - man fristes til at sige mens man betragter et mesterværk – som er i familiens eje, "Nattevagten" af Rembrandt. Er det en kopi eller en original? Længe har dette dilemma også været en del af den fædrene arv og har slået sig ned i et klima af spekulation. Dette billede viser en sammensat gruppe af adelige, officerer og almindelige mennesker, som antyder en bevægelse mod en ubestemmelig handling (tolkningerne varierer ) og måske har rakt et spejl billede frem mod en gruppe mennesker , der er ved at forsvinde, blive tilintetgjort. Fra den ene flytning til den anden , efterhånden som tiden går og alt efter den plads der var til rådighed i allerede beboede herresæder, har maleriet slået takten i familien Nabascos skæbnedrama. Og især Martinho’s. Efter sin mors skilsmisse blev han boende hos sin bedstemor i Nabasco-familiens historiske vugge, og man forstår, at han måtte have haft det meget dårligt med at blive fjernet fra "Nattevagten". Romanen giver også stof til et smukt og foruroligende forhold mellem en smuk bedstemor noget ud over det sædvanlige og et barnebarn, der i nogen grad betragtes som en "mutant". Ganske som hos Proust.

(Den Røde Tråd). Og vi ser Martinho acceptere meget, når blot det gør det muligt for ham at organisere sit liv i forhold til den tiltrækning, som Rembrandts lærred udøver på ham: "Billedet fik for ham en betydning som var det en bog fuld af gåder". På den ene side arbejder han på at genskabe værkets historie og dets omflakkende tilværelse, indtil det nåede frem til Nabascos vægge. Han vil vide alt om lærredet, men ikke som en lærd, ikke for at skrive en afhandling med en definitiv tolkning. Han vil leve sammen med det, se på det, dykke ned i det, spekulere over det. Se på de forskellige elementer det består af, og når han mediterer over det, vil han lege med tolkningens varianter. Fordi, for at fortælle den eller hin detalje, som slår ham vil hans tanker prøve flere mulige hypoteser. Det det er kendt, at skiftende sindstilstande varierer de måder hvorpå man opfatter fortællingen i et maleri. "Han kunne ikke længere gå forbi "Nattevagten" uden at stoppe op, som om nogen holdt hans skridt tilbage. Det postyr der var, når personerne hver især gjorde sig klar fascinerede ham (…..) Hvis der var en plads til mig (i billedet) ville jeg forlade alt for at indtage den plads", tænkte Martinho. Det er altså ikke en specialist i æstetik, der taler, men en der er optændt af lidenskab, en der gør billedet til sit univers. Faktisk er det en glimrende studie i kunstelskernes vaner, hvordan man lever med et lærred, som man elsker, hvordan man ser det, hvordan man tænker på det, hvordan det optager sindet. (Selv hvis dette tilfælde går "for" vidt.)" På dette punkt af undersøgelserne mistede Martinho enhver kontakt med virkeligheden". Besættelsen bliver total, sygelig. Samtidig med andre sider af hans følelsesliv (hans bedstemoder har viet ham til en mærkelig pige) fordrejes og undslipper ham. Det er først mod slutningen man forstår, hvordan hans fascination af lærredet kunne gribe ind i hans andre følelser. " Martinho var ikke uvidende om, at hans vedholdende fascination af "Nattevagten", hans ræsonnementer i form af krav til sig selv ledsagedes af en intens lystfølelse, som bevægede ham til tårer: Judite havde aldrig haft den virkning på ham". Vi må heller ikke glemme, at Bessa-Luis i det hele taget dissekerer liget af den portugisiske adel, og at denne besættelse hos Martinho også svarer til disse lediggængerens griller, som på en sommetider morbid måde fyldte de eksistentielle tomrum. Det kræver tid at fordybe sig så længe i et maleri!

Ukendt mesterværk. Bessa-Luis’ roman er en bemærkelsesværdig pendant til Balzacs "ukendte mesterværk". Balzacs novelle rummer en malers besættelse af en kvindes skønhed: Det er det ubeskrivelige i skønheden. Essensen af det han søger at begribe og synliggøre får ham til at male legemliggørelsen af det usynlige, dvs. ingenting, noget som kun han "ser". Som om han ville skjule det intime bånd, som forbinder ham med dette essentielle. I "Nattevagten", er bevægelsen modsat rettet, i det den udgår fra den betragtendes synspunkt. Forestillingen er der, figurativ og fortællende, alle og enhver kan verificere, at hun eller han ser ting, som ligner det alle andre ser (derefter varierer tolkningerne). Billedet er håndgribeligt. Men i og med at den "uligevægtige" forelskede fortaber sig gennem den lskenes kærlighed til billedet, kommer han til at sløre ligevægten mellem det virkelige liv og fortællingen; og fra da af må værket forsvinde, udviskes. Det beskues for meget og fortoner sig. (Skuepladsen for dens forsvinden er usædvanlig, en billedfjendsk demonstration i perfekt samklang med Martinhos billedfjendskab. Og langt fra at bryde fascinationen fuldbyrdes den, hvorimod maleren hos Balzac, da han bliver klar over, at han har malet "ingenting" rammes af rædsel. Her er den forelskede lykkelig i og med at hans fetisch forsvinder, fordi han, når det kommer til stykket, er den eneste som stadig ejer den, i den grad har han gjort den til en del af sit indre. "Martinho havde nu indtryk af, at "Nattevagten" bemægtigede sig ham (det præcise ord er besættelse), som et symbol, hvis betydning er hans egen tanke. Den person, der således belyses forvandler sig selv til kunstværk. Ud af den følelsesmæssige kraft i Rembrandt og hans modeller trådte det billede af verden, som Martinho nærmede sig. Det ukendte mesterværk er her et velkendt billedes ukontrollable tilblivelse: ubeskrivelig, usigelig, når det først opsuges af det virkelige liv, det indre, fantastiske , passionerede liv. Det forsvinder, smelter sammen med det organiske liv, med kunstelskerens overordnede biologi.

Anmeldelsen er oversat fra fransk af Finn Hermann.

Fantasme de tableau, par André Clavel
Lire, octobre 2008