FADO

Forstår De, jeg husker den dag som var det nu, hvilket det i øvrigt osse er, men der står vi altså, Dora og Malt, ved et lille rundt bord i en banegårdshal og spiser pølser og drikker øl til. Dora er Dora, og Malt det er mig, så er det på plads. Og rundt om os vrimler det med mennesker fra de fjerneste og nærmeste egne af Jorden, de kommer og går, kommer og går, men alle skal de med toget, forstår De, og hver og en har sin særlige grund til det, eller sådan ser det i hvert fald ud. Lyset falder som søjler ned fra runde åbninger oppe fra taget, fliserne under os er hule af al denne kommen og gåen, og der er en helvedes larm som man ville dø af hvis man ikke skyllede den ned med den ene halve liter øl efter den anden. Midt i det hele, og det hele er midt i det hele, forstår De, kommer et optog med et hornorkester i spidsen, rasende umusikalsk som resten af menageriet, og efter det slæber tyve svedende mænd på en kæmpemæssig kiste med sørgeflor allevegne og sorte fløjls portierer langs siderne, og til allersidst kommer følget, både det åndelige og det verdslige, foruden alle dem der nu engang befinder sig i hallen, og dem er der som sagt en del af, så det er umuligt at holde det ene ude fra det andet. Det er virkelig et skuespil og en råben og skrigen.

En banemester står foran sit tog og hyler: „Ingen bevæger sig før jeg fløjter!" Men de bevæger sig allesammen, der er ingen ende på det, og pludselig rejser en mand sig op i kisten, strækker armene i vejret og råber: „Ve mit elskede land!" Hvorpå han falder død om og rammer kistebunden med et bump. Folk råber og skriger. „Det er Ministeren! Det er Ministeren!" Nogle græder, nogle klapper, i en uendelighed.

For ikke at forsvinde midt i det hele, blive et med alle de andre hoveder i banegårdshallen, indstiller jeg øjnene på en enkelt person, en kvinde, ganske almindelig af udseende og slæbende på en kuffert og en stor hatteæske, og jeg læner mig fortroligt frem mod Dora og siger så roligt som jeg nu kan under de omstændigheder: „Hende der, hun minder mig om en jeg engang kom sammen med. Hun var hverken til at hugge eller stikke i. Hvad enten jeg tog hende forfra eller bagfra fortrak hun ikke en mine, rørte ikke en muskel, lå bare og tænkte på jeg ved ikke hvad, mens jeg baksede rundt med hende. Man kan sige det stod stille på hende. Det er selvfølgelig noget helt andet end dig."

Her smiler Dora sit sødeste smil, og jeg vil sige Dem at jeg altid har elsket det smil, men man skal alligevel være på vagt når hun har det på. Hun smiler altså sødt, meget sødt, tager en bid af pølsen, gumler af og siger: „Kan du se ham derovre, Malt. Han ligner en jeg engang stak ned med en bajonet."

Nu skal man som sagt vogte sig for Dora, både på den ene og den anden måde, og jeg afbryder hende før hun kommer for godt i gang.

„Sludder. Du har aldrig stukket nogen ned med en bajonet, Dora. Det var mig der ordnede den fyr. Jeg husker det lige så tydeligt. Det skete ude på en lille idyllisk villavej, og han havde halvvejs gemt sig inde i en hæk, men man kunne høre hans nosser rasle i mørket, og så fik han bajonetten lige i maven, og farvel med ham."

„Jeg gav ham den nu lige i ryggen," siger Dora.

I et forsøg på at bringe hende til fornuft begynder jeg: „Dora, du har aldrig -" Men hun er der straks igen. „Hvorfor skulle du nu myrde den mand når det var mig der gjorde det, Malt."

„Man har vel sine grunde," siger jeg.

Den samtale kunne for så vidt have fortsat i det uendelige hvis vi ikke var blevet afbrudt. Nu skylder jeg lige at fortælle Dem at jeg ustandselig støder på en bestemt mennesketype, en der vil lave om på mit liv, måske til det bedre, måske til det værre, det er ikke til at sige, jeg må bare ikke være den jeg er, så at sige ikke have min egen historie. Her står vi for eksempel og spiser pølser og drikker øl til, det er vores fridag i dag, vi har ikke andet at lave, det kan ikke være mere enkelt, det er en del af vores liv, problemet er bare at nogen har noget imod det, de vil have det på en helt anden måde, og selvfølgelig kun på deres egen. I dette tilfælde bliver vi antastet af en høj gråhåret kvinde, lidt skarpskåren i ansigtet, lidt hærget i trækkene, hun har tydeligvis kendt bedre dagel hvis De forstår hvad jeg mener, men jeg skal gengive hendes usammenhængende tale så godt som det nu er mig muligt. Virker det hele en smule forrykt må De bære over med mig, selv ville jeg osse helst være alt dette foruden, det ligger lissom uden for den øvrige historie, men det er nu engang hvad der sker, så lad os bare tage det med.

„Jeg kunne ikke undgå at overhøre Deres sidste ord," begynder Fruen. „Og jeg må sige De hænger Dem for meget t det timelige. Tænk dog på evigheden! Ved De egentlig selv hvad De står og fabler oml Er der for meget timian i den pølse eller er der ikke for meget timian i den pølse! Hvorfor ser De det ikke fra en åndelig vinkel? Tag dog at få Dem en Skæbne!"

„Det er så sjældent vi har tid til det," siger Dora.

„Det er min mand de lige har kørt bort med toget," fortsætter Fruen sin tågede tankerække. „Og her star de bare ret op og ned ved et lille rundt bord. Engang stod jeg såmænd osse i min uforstand og ventede på toget, og pludselig siger min mand Ministeren: „Nu har jeg forladt hende." „Hvem?" spørger jeg, for jeg vidste virkelig ikke hvad han talte om. Jeg havde ingen Skæbne dengang, ikke skyggen af en Skæbne. Det er noget andet nu hvor han er død."

Og hun kører den ene fod frem og tilbage som om hun ville grave sig ned gennem fliserne.

„Ja livet er ikke let," siger jeg for at lægge en dæmper på al denne tågesnak.

„Det er fordi De ikke ved bedre," siger Fruen og banker sig på brystet med en hul lyd der på trods af al larmen giver et mindre ekko i hallen. „Det er herfra det kommer. Altsammen."

Nu er det kun udmærket med en mindre afbrydelse. Og jeg bliver nødt til at fortælle Dem om endnu en mennesketype der ustandselig dukker op i mit liv, og som har det med at lave om på min historie hvad enten jeg nu er i gang med den eller ej. I dette tilfælde er det Banemesteren der kommer hen til vores bord, så vi efterhånden er et mindre opløb, skønt det hele blot skulle have været en intim affære mellem Dora og mig. Banemesteren er en lille ilter mand med en fløjte i den ene hånd og en tang til at klippe billetter med i den anden, han er resolut, han skal nok komme frem i livet, det er han ikke i tvivl om, og at dømme efter hans ansigtsudtryk bør vi andre heller ikke være det.

„De kan ikke komme med det tog!" råber han så det gjalder. „Det er kun for standspersoner!"

„For os der har en Skæbne," nikker Fruen.

„Vi skal overhovedet ikke med toget," siger Dora.

Banemesteren ser ud som om et eller andet er gået galt for ham. Måske er han bare et ganske almindeligt menneske derhjemme, med kone og børn og afhængig af både vækkeur og træk og slip, måske hader han i virkeligheden den tang han klipper hul i folks billetter med, måske er han slet ikke S& vild med at æde sine egne indvolde for at komme frem i livet, det ene kan jo som bekendt føret andet med sig, og man kan aldrig vide, det forstår De sikkert udmærket.

„Sidste gang jeg var med toget kørte vi en mand over," siger Dora. „Det var en fuld sømand der havde lagt sig til at sove på skinnerne. Det gav et ordentligt bump da vi kørte hen over ham. Den slags glemmer man ikke lige med det samme."

Der har vi den igen. Man kan sige meget om Dora, og for det meste kun godt, ja det vil være svært at finde noget ondt at sige overhovedet, men helt til sandheden holder hun sig ikke, eller der er i hvert fald tidspunkter hvor det kniber.

„Jamen Dora," siger jeg. „Det var mig der kørte med toget, og det var mig der kørte den sømand over. Og det bump var heller ikke så voldsomt endda. Jeg husker det lige så tydeligt. Han havde taget sin jakke af, rullet den sammen og lagt den på den ene skinne som hovedpude. Så lagde han sig til at sove med hovedet på puden og benene strakt ud over den anden skinne, og så kom vi og kørte ham over i tre stykker. Hvis du ikke tror mig, kan jeg fortælle at der var fire andre vidner i kupéen."

„Meget muligt, Malt," siger Dora med sit søde smil. „Men du var ikke med."

„Hvem siger det!" udbryder jeg heftigt.

„De fire andre."

„Det kalder jeg Skæbne!" råber Fruen dirrende af begejstring.

„Nej vi skal ikke med toget," siger Dora, og det høres klart at hun mener det.

I mellemtiden er Banemesteren kommet til hægterne igen. Han har strammet svederemmen i sin kasket et par numre, holdt fløjten op til øret for at høre om ærten stadig er der, og nu står han og klipper figurer ud af luften med sin tang.

„I øvrigt gælder Deres billet kun den anden vej." Stemmen er tydeligt hoverende, ham skal man ikke løbe om hjørner med.

„Så venter vi med at bruge den til vi skal hjem igen," ryger det ud af Dora, hun har altid været hurtig i vendingen, men når dog at besinde sig, også her er hun hurtig. „Men vi skal ikke med toget ! Vi skal overhovedet ikke med toget! Forstår De det, lille mand!"

Banemesteren gør brat omkring og går, nej stoltserer gennem banegårdshallen. Det kan godt være at han i virkeligheden er et ganske almindeligt menneske med kone og børn og træk og slip og udsigt til pension, men på hans ryg står skrevet, og det er så man kan se det: Det her skal blive hævnet, vent og se!

„Nu skal man aldrig forsværge noget," siger Fruen. „Men man kan altid komme med det tog, hvad enten det kører den ene eller den anden vej og hvor det nu skal hen, det er noget Skæbnen afgør. Men De skulle vel ikke have lyst til at deltage i et symposium, det vil De kun have godt af?"

Og så følger et langt og helt overflødigt sidespring om hvad hun forstår ved symposium, og den får ikke for lidt om ordets oprindelse, om symposiets første spæde begyndelse, om symposiet gennem tiderne, og hvad vil fremtiden ikke bringe, men det er kun noget vi vil have godt af, det er sikkert og vist, uddannede som vi er har vi en chance for livet, og så bliver der i øvrigt kun serveret te, hvad der vil være gavnligt for både lever og forstand. Men det kommer som sagt ikke os eller vores historie ved, forstår De nok, jeg nævner det kun som eksempel på hvad man må finde sig i når man vil klare sig på egen hånd, så at sige famle sig frem i mørket mens folk spænder ben, så vi siger pænt Nej tak, og så går Fruen nok så mopset, og endelig er vi alene som det hele tiden har været meningen, bortset fra den vrimmel af mennesker der kommer og går omkring os, mere eller mindre målbevidste, men alle meget energiske, som drevet af en indre nødvendighed.

Imidlertid er Dora blevet lidt knarvorn, lit trættekær, ikke fordi det sædvanligvis ligger til hende, men det sker nu og da, og så er det bedst at være på vagt.

„Det var dig der myrdede den mand med din bajonet," siger hun.

„Jeg har aldrig myrdet nogen mand med en bajonet," svarer jeg. „For det første har jeg aldrig haft en bajonet. For det andet ved jeg ikke hvorfor jeg skulle gøre det. Og for det tredje var det dig der myrdede ham med den bajonet."

Dora drikker lidt øl af sit glas. „Du havde fået ind i hovedet at han var ude efter mig. Det kunne du ikke tåle, og så stak du ham ned med en bajonet. Hvad skulle du ellers rende på en lille idyllisk villavej for?"

„Nej Dora, du drømmer. Den slags ligger ikke til mig, og jeg render ikke rundt på små idylliske villaveje. Det var dig der myrdede den mand, og jeg skal gerne fortælle dig hvorfor."

Hun begynder at virke en smule interesseret, måske bare lidt nysgerrig, man kan sige at der er et lyttende udtryk i hendes øjne. „Hvad finder du nu på?" spørger hun. „Dine løgnehistorier kan være ganske underholdende."

Og der har vi den igen. Er der nogen der forstår at vende virkeligheden på hovedet, er det Dora. Hun bliver ved, og hun bliver ved, indtil hun får det som hun vil have det.

„Han forulempede dig," siger jeg. „Måske gav han dig bare et klask i røven, der skal jo ikke så meget til. Måske er det langt alvorligere, det kan jo gå helt tilbage til barndommen."

„Pladder," siger hun. „Det var dig der myrdede den mand, og det ved du godt. Han var ude efter mig, du kom med din bajonet, han ragede halvt ud af hækken, og så stak du ham ned. Længere er den historie ikke."

„Hvad ved vi om det," siger jeg. „Måske skulle vi høre det fra hans side."

„Er det ikke lidt sent?" spørger hun.

Man kan sige meget om Dora, men snuhed er en del af hendes natur, og det er en snuhed der kan ødelægge selv den bedste logiske argumentation.

„Det er lige så sandt som jeg står her," siger hun.

„Hvem siger at du i det hele taget står her," spørger jeg i et forsøg på at få hende til at se en sag fra to sider, det er noget af et slid, kan jeg godt fortælle Dem, og som regel helt forgæves.

„Det gør jeg," siger hun.

Hendes påståelighed går ud over alle grænser, hun vil nå langt med det, ingen tvivl om det, så for at gøre en ende på alt hendes ordkløveri bestiller jeg to øl mere, det er kun en gestus, det forstår De vel godt, men hvad kan man gøre i en sådan situation?

„To øl til," siger jeg altså. „Og skal vi så ikke blive enige om at vi aldrig tager med toget?"

Dora ser mig dybt i øjnene, det er til at blive svimmel af, og vi tager hinanden i hænderne og udbryder som med en stemme: „Vi tager aldrig med toget, det lover vi. VI TAGER ALDRIG MED TOGET!!!"

„Nej måske er du ikke så jaloux igen," siger hun, og nu er der i det mindste en overensstemmelse, det er en indrømmelse, og en indrømmelse fra Doras side hører til sjældenhederne, det lader til at de to øl allerede er begyndt at virke.

„Jeg kan huske dengang du tabte mig i kortspil og kom hjem med en fyr jeg skulle gå i seng med," siger hun så.

„Vrøvl!" råber jeg. „Jeg har aldrig tabt dig i kortspil. Det her må virkelig være noget du drømmer!"

„Jeg drømmer aldrig," siger hun. „Jeg siger det bare som det er. Og jeg husker lisså tydeligt den fyr du kom slæbende med, lille og splejset og med et kæmpejern mellem benene. Du Dora, sagde du, jeg har tabt dig i kortspil, og du er altså nødt til at gå i seng med ham der."

„Jamen det er jo løgn!" råber jeg på grådens rand. „Jeg har aldrig udsat dig for sådan noget. Hvordan var han egentlig?"

„Sådan nogenlunde. Når det endelig skulle være, kunne du have fundet en der var værre."

Nu er jeg ikke langt fra tårerne. Det her er dog det værste hun længe har budt mig. Det er ikke blot en løgn, det er en lystløgn, og den står hun og fyrer af lige op i mit åbne ansigt, ganske uden videre og med et glas øl i hånden mens hun glatter håret og lader som om hun er uskyldigheden selv. Jeg begynder så småt at stampe i gulvet, i virkeligheden er jeg en sagtmodig mand, men der er grænser for hvad man kan byde mig, ligesom der naturligvis er grænser for hvad jeg kan finde på, tårerne triller mig ned ad kinderne, og jeg kan ikke få et ord frem.

„Men så efter en lang hopsa i sengen trak han sig ud tomme for tomme, og så var det din tur."

„Jamen det er uhørt!" råber jeg. „Skulle jeg virkelig stå der og være tilskuer til den slags og vente på det bliver min tur. Jeg hader sådan noget, er du ikke klar over hvor stødende det er!"

„Kan du ikke forstå at det er en kærlighedserklæring," siger Dora.

En kærlighedserklæring! Jeg er målløs, jeg er paf, jeg er ude af mig selv.

„Du var meget bedre. Aldrig har du været så god. Stiv som en stok. Du forstod virkelig hvad jeg ville have. En kærlighedserklæring!"

Nu ved jeg snart hverken ud eller ind, men for at lægge bånd på mine stærkt blandede følelser og undgå flere pinligheder nøjes jeg med at sige, næsten som om jeg ikke har hørt et ord af det hele: „Nåh ja, det er jo hvad der kan ske. Men husk, vi tager aldrig med toget igen. Lov mig det. Og så slår vi en streg over dine drømmerier."

Og i kor siger vi så, enige som vi plejer at være i alt det væsentlige: „VI TAGER ALDRIG MED TOGET IGEN !!!"

Det må være blevet hen på eftermiddagen, folk myldrer stadig frem og tilbage, det er som om hallen er endnu tættere af mennesker, så selvom lyset falder lidt skævt ind gennem de tilsodede vinduer, og det hele står lidt utydeligt for mig, i den grad er larmen steget mig til hovedet, bliver vi vist enige om at gå hver til sit et lille øjeblik, alt det øl vi har drukket begynder at kræve sit, så kvinder for sig, mænd for sig, sådan er det vel på de fleste banegårde, ikke fordi jeg er vidt berejst, men De vil nok give mig ret.

Og så begiver jeg mig gennem dette virvar af mennesker og kufferter og larmen for oven og larmen for neden, det hele står lidt på skrå, skjorten klæber til kroppen, min gang er snublende, nogle gange ser jeg fliserne og folks mange fødder, nogle gange ser jeg de gamle bjælker der bærer taget, men folk ser jeg allevegne, og fremad går det, på et tidspunkt synes jeg at høre en svag trillefløjte, men det hele forekommer mig noget uvirkeligt, hvis De forstår hvad jeg mener, og pludselig sidder jeg i en togkupé med en avis holdt op foran mig.

Og nu lyder der virkelig en fløjte, toget kører, jeg sænker avisen og læner mig lettet tilbage. Og lige ved siden af mig, gemt bag en avis hun er ved at lægge fra sig, De kan tro mig eller lade være, sidder Dora og stirrer forundret på mig, og jeg stirrer forundret tilbage, vi ser på hinanden som om vi er kommet på afveje.

„Jamen så kører vi," siger jeg for lissom at sige noget.

„Ja så kører vi," siger Dora.

Forlaget Ørby, dec.2004